Værket du står foran er et samarbejdsprojekt mellem Frørup Landsbyråd, smed Uffe Larsen og kunstner Anne Pedersen. Gavlene ejes af smedjen og er lejet i en periode på 10 år.
Gennem Landsbyrådets FB gruppe har beboerne og den lokale skole bidraget med idé til motiv til gavlene ud fra temaet ”Kulturarven i Frørup”. Kunstneren indsamlede alle idéer og udarbejdede derefter to forslag til et værk, som efterfølgende blev sat til afstemning på FB, her blev det endelige skitseoplæg til et værk valgt.
Værket er udført af Kunstner Anne Pedersen i 2024, med støttet fra Øernes Kunstfond, Frørup Andelskasse og murer Aage Pedersen & Søn.
Værket består af to gavlmalerier med titlen ”Kulturarven i Frørup”.
Motiverne på gavlmalerierne fortæller om Frørup. Hvert symbol rummer en lille fortælling.
Gavlmaleri 1
Den svævende hvide skikkelse er sagnet om den fromme Regisse. Dråberne er symbol på skt. Regisse kilde. Fra blod til vand til hellig kilde.
Sagn om Regisse Kilde
Hvor blodet flød
Der findes mange sagn om Skt. Regisse Kilde. Det mest kendte sagn fortæller, at Ansgar i forbindelse med kristningen af Danmark sendte en kvinde ved navn Risia eller Regisse til Fyn. Da Regisse nåede til Frørup, var beboerne i gang med at ære frugtbarhedsguden Frej. Regisse fik ordet, men da hun fortalte landsbyboerne om Kristus, greb en af tilhørerne en økse og kløvede hendes hoved. Da åbnede jorden sig under ham, han forsvandt og en kilde sprang frem, hvor Regisses blod flød.
De fleste sagn beskriver Regisse som en from, kristen, og i nogle tilfælde lokal, kvinde.
Kilde: Uddrag fra Kulturarvsfolder. ”Frørup sogn” udgivet af Østfyns Museer og Nyborg kommune.
Regisse Kilde
Lidt sydvest for Frørup ligger Regissekilde, en katolsk helligkilde, hvor folk valfartede til for at købe kildevand og derved håbede at blive helbredt for deres skavanker. Der opstod i 1500-tallet et marked omkring kilden, som udartede sig og til sidst blev forbudt. I dag er kildemarkedet flyttet til Ørbæk, hvor der årligt afholdes et meget stort kræmmermarked.
Kilde: Uddrag fra ”Om Frørup” Tårupportalen.
Gavlmaleri 2
Kirke: Frørup Kirke er en stor landsbykirke pga. den hellige kilde og det frodige område.
Bus: Skolebussen som kører gennem byen hver dag og henter børn til og fra skole.
Hestesko: Et symbol på alle de håndværk der engang var i Frørup.
Træ: Kvinde eg. Egetræ plantet i 1915 som markering af kvindernes valgret.
Bindingsværkshus: Frørup var en stor middelalderlandsby pga. den frodige egn og den hellige kilde.
Skrubtudse: Sagnet om den magiske skrubtudse der gylper penge.
Dråber: Et symbol på Regisse kilde. Fra blod til vand til hellig kilde.
”Kirken
Frørup Kirke er en af Danmarks største landsbykirker. Kirken er bygget i 1100-tallet."
”Den bedste kornegn i landet
Frørup har siden middelalderen været en af Landets største Landsbyer. Byens størrelse skyldes især, at egnen omkring Frørup er særdeles frodig.”
Den magiske skrubtudse
Det fortælles, at der i en af Frørups gårde boede et ældre ægtepar, der altid holdt sig for sig selv. Parret var kendt for deres nærighed, men de manglede ikke penge. Konen havde nemlig en skrubtudse i sin tjeneste. Skrubtudsen var gemt i et blykrus, for den kunne gylpe sølvpenge, og hver gang konen kærnede smør, gylpede skrubtudsen smør af sig. En dag døde ægteparret, og da naboerne holdt gravøl, samledes man om blykruset. På trods af mange opfordringer var der ingen, der turde tage låget af kruset, og ifølge sagnet sidder skrubtudsen stadig i blykruset den dag i dag.
Kilde: Uddrag fra Kulturarvsfolder. ”Frørup sogn” udgivet af Østfyns Museer og Nyborg kommune
Kvindeeg
Midt i Frørup står et markant egetræ plantet i 1915 på initiativ af sognerådsmedlem Esther Laub til minde om, at danske kvinder det år fik valgret og ret til at stille op til Folketing og Landsting.
Kilde: Uddrag fra ”Om Frørup”. Tårupportalen
Information om Frørup:
https://www.visitnyborg.dk/nyborg/oplev-nyborg/froerup
Regisse kilde:
https://www.visitnyborg.dk/nyborg/planlaeg-din-tur/regisse-kilde-gdk677602