6. februar 2023:
Det første skridt mod opførelsen af lokale solceller i Tårup, Frørup og Øksendrup blev taget mandag d. 6. februar på Nyborg Rådhus. Her mødtes partnerne bag ansøgningen til Energistyrelsen og fejrede, at Nyborg har fået den største bevilling i Energistyrelsens nye pulje til Energifællesskaber.
De tre pilotlandsbyer var repræsenteret ved deres landsbyrådsformænd, og de øvrige parter om bordet talte repræsentanter fra de to rådgivere, Sustain Solutions og Lundgrens Advokater, Frørup Andelskasse, DN – Nyborg og Nyborg Kommune. Tilsammen udgør de projektets styregruppe, og entusiasmen for projektet var stor bordet rundt.
På mødet tegnede rådgiverne et billede af det arbejde, som ligger forude for de tre landsbyer, og som skal munde ud i forslag til pilotanlæg i de tre landsbyer og en vejledning til andre landsbyer, som ønsker at etablere lokale solceller.
Styregruppen besluttede at etablere en arbejdsgruppe bestående af 4 – 5 personer fra hver landsby, som med hjælp fra rådgiverne er parate til at bruge tid og kræfter på at udvikle konkrete forslag, som kan forelægges beboerne i de tre landsbyer. De tre arbejdsgrupper nedsættes dog først efter det næste styregruppemøde, hvor der besluttes en plan for arbejdet.
Venlig hilsen
Anne Lysebjerg Hansen, center- & landsbykoordinator