30. januar 2015
Flemming Nielsen - er nu blevet ansat som landsbypedel i Tårup, Frørup og Kogsbølle, således at han arbejder 37 timer fra 1. marts til 15. december, med vinterhjemsendelse i den mellemliggende periode.
Vi kender Flemming på de mange flotte tiltag han har været med til at gennemføre og som betyder at vor lille landsby har fremstået utroligt velplejet og flot de sidste par år.
Forud for ansættelsen skulle der gennemføres et nyt ansættelsesforløb. 120 ansøgere havde lagt deres ansøgning ind, hvoraf fem blev indkaldt til ansættelsessamtale. I ansættelsessamtalerne deltog repræsentanter for landsbyrådene i Tårup, Frørup og Kogsbølle.
De budgetterede midler rækker ikke til et helt års ansættelse på 37 timer, idet der også er udgifter til arbejdsbil og maskiner.
Tårup portalen ønsker Flemming stort tillykke med jobbet som landsbypedel, og ser frem til at kunne fortælle om de mange landsbyforskønnende tiltag Flemming medvirker i.