Vejenlyst

Om Vejenlyst
Vejenlyst er et landsted på Fyn, 12 km syd for Nyborg hvor man kan opleve udstillinger, events kombineret med en shop og studio i et.

Ved enden af en jordvej og på en bakketop har kunstnerparret Anders Vejen Andersen og Ingrid Vejen Kristensen for 3 år siden valgt at starte et nyt liv, storbyen er byttet til intenst landsbyengagement. Styrende deadlines er skiftet ud med organisk udfoldelse af kunst, kreativitet og dyrkning af deres fælles kærlighed til naturens biodiversitet.

Vejenlyst rummer små 600 m2 galleri med skiftende gæstekunstnere samt egne værker, installationer og nydesignede produkter. På de 3 tønder land som omgiver ladebygningerne er en række naturprojekter ved at folde sig ud, med bl.a. en række sanselige stier, vildnis m.m.

Historien bag Vejenlyst:
For tre år siden blev kunstnerparret Anders Vejen Andersen og Ingrid Vejen Kristensen smækforelsket i en gammel gård ved Tårup Landsby. Det blev kærlighed ved første blik og duften af barndomsminder i forrummet til svinestalden og garagerne afgjorde købet på et øjeblik. Designlejligheden i København blev byttet med en gammel gård og 3 tønder land.

Havens 130 år gamle bøgetræ, gårdens imponerende placering på bakketoppen, med udsigt så langt øjet rækker og de mange kvadratmeter ladebygninger med uendelige muligheder for kreative boltrerum gjorde bare beslutningen endnu bedre.I dag tre år senere, og mange tusind timers renovering efter, inviteres du til at kigge forbi og opleve dette helt særlige sted, hvor kunst, kultur og natur smelter sammen.

Kunsten møder du i de to bygninger på 300 og 250 m2, der fungerer som henholdsvis, lys-skyggeunivers og galleri. I de skiftende udstillinger mødes billedkunst, fotografi, installationer, papirkunst, keramik glas, flet, lyd m.v. Ud over skiftende gæstende kunstnere vil du altid møde Anders' kunstværker og design, et eller andet sted. Biodiversitet og mangfoldighed tænkes således ikke kun i haverne men også i det kunstneriske program.

Kulturen er bl.a. tænkt i form af foredrag eller talks - nogle gange båret af lyd og bevægelse. Den røde tråd i møderne bliver oplægsholdernes passion, vision eller lysten til at lege tankeeksperimenter med sit publikum. Vi tænker de kulturelle møder også i samspil med højtidsmarkeringer som høstfester og julemarked. Til tider er der mulighed for at leje sig ind i bygningerne til afholdelse af egne kulturelle eller private aktiviteter.

Naturen møder du allerede på vej op ad den lange jordvej som fører til Vejenlyst hvor det lange udsyn giver fred til sjælen. Ud over det, der er givet fra naturens side, er vi i gang med at udvikle en række haver, lidt står allerede klar nu mens andet først bliver tilgængeligt efter en årrække. Derudover drømmer vi om i løbet af årene at udvikle en del aktiviteter såsom en insektfarm, en gedeloge m.m..Men vi må se hvor lysten og tiden tag os henne.

Om os:
Anders er et renæssance menneske. Han både maler, fotografer, laver musik og installationer. Derudover står han bag designlinjen Vejn. Oprindeligt er han grafisk designer og har udviklet en række uddannelser indenfor primært den grafiske branche.

Ingrid, som er født og opvokset i Argentina, er koreograf, instruktør og konceptudvikler og har en cand. mag. i kultur og formidling. Hun har gennem de sidste 25 år stået i spidsen for sit eget dansekompagni og skabt over et halvhundrede danseforestillinger, som har turneret i Danmark og i udlandet. Hun har i Danmark være igangsætter af en lang række tiltag inden for dans og kultur, bl.a. gennemført det omfattende kunstneriske forskningsprojekt Sans & Dans.Anders & Ingrid har været livsledsagere siden 87`. Samarbejdet er gennem årene blevet intensiveret og er nu kulmineret med fællesprojektet Vejenlyst… så hvor den enes udtryk starter og den andens slutter er efterhånden svært at se ; )

Da Ingrid og Anders købte gården i 2017, skitserede de en 30 års udviklingsplan for stedet… men da begge to har haft et langt liv som professionelle kunstnere og oplevelsesmennesker med kontinuerelige stramme deadlines, er det blevet vigtigt for dem at Vejenlyst udvikler sig i organiske tempi og i den retning lysten går… så følg med os på vejen og se hvor lysten tager os hen.

Vejenlyst
Bækvej 10, Tårup
5871 Frørup

mobil 23900087 / mobil 27201917

www.vejenlyst.dk