7. september 2021:
Tårup-Frørup Senioklub tog tirsdag eftermiddag på halvdagsudflugt til Koldinghus. 30 medlemmer af klubben fra Tårup-Frørup og Ørbæk, havde meldt sig til den spændende udflugt.
Vel ankommet til Koldinghus, fik vi en guidet rundvisning af en erfaren og vidende guide.
Undervejs fortalte han om Koldinghus historie gennem tiderne og de ombygninger der er foregået under de forskellige danske konger.
Tilgængelighed for handicappede havde nu ikke været med i alle byggeplanerne.
Dronningens broderier på Koldinghus
I år viser Koldinghus for første gang H.M. Dronningens broderede private værker offentligt i udstillingen "Dronningens Broderier". Dronningen tegner selv mønstrene og komponerer farvesætningen til broderierne.
Det er velkendt for mange, at H.M. Dronningen er en særdeles aktiv kunstner inden for en række genrer: maleri, decoupage, teaterscenografi og broderi, som kan ses i de danske kirker på bispekåber og alterduge. Men færre ved, at Dronningens enorme virkelyst også har resulteret i en stor produktion af private broderier, der aldrig før er set i offentligheden.
Dronningen tegner selv mønstrene og komponerer farvesætningen til broderierne, der bl.a. er givet i gave til familie, venner og ansatte ved hoffet eller pryder Dronningens hjem på alt fra puder til kaminskærme, duge og stolesæder. De private gaver er udført med samme omtanke, som vi kender fra de offentlige værker til kirkerne. Dronningen tegner mønstre med symboler og referencer skræddersyet til modtageren af gaven, og i farvevalget folder kreativiteten sig fuldt ud- oftest, som Dronningen selv siger, i "rabalderfarver".
I udstillingen vises cirka 100 af Dronningens private broderier for første gang i en udstilling på Kongernes Samling Koldinghus i slottets smukke hvide bibliotekssal.
Der er rigtig meget at se på Koldinghus og efter rundvisningen var der kaffe og fantastisk god æblekage i slottets kælder.
Således velforsynede gik turen videre til et holdt ved Syddansk Universitets Campus Kolding.
Facaden er meget imponerende med alle sine trekantede solafskærmninger og foyeren med sit trappeforløb og altaner med plantevægge. Et spændende byggeri at gå på opdagelse i.
De næste gange vi mødes i seniorklubben er den 16. september til sensommermøde i præstegården og til Høstfesten den 12. oktober. Vi glæder os.