07. februar 2018:
Ny-udsprungne forsythiagrene, hjemmebagte boller, flødeskumskage, en god historie - rammen var sat for Seniorklubbens aktive deltagere fra Tårup og Frørup - denne onsdag eftermiddag i Frørup Forsamlingshus.
En veloplagt Janus Møller Jensen fra de Østfynske museer fortalte først baggrundshistorien om Nyborg Slot og Danmarks Riges Hjerte og om arbejdet på at komme på kulturarvslisten. Ansøgningsfristen er tæt på og udløber i marts måned i år.
Efter kaffen bragte Janus os meget tættere på, hvad der fremover skal ske under selve restaureringen og nybyggeriet.
Godt og vel et år er gået siden Janus var i Tårup Foredragsforening - dengang kunne han fortælle at noget skulle ske med slottet - men denne gang kunne han løfte meget mere af sløret for, hvad der konkret skal ske.
Vi fik en grundig uddybning af overvejelserne bag arkitekternes bud på opgaven. Om nye arkæologiske opdagelser og erkendelser undervejs. Og om selve processen omkring slottets renovering, og det nye store byggeri på Slotsholmen, der forventes at stå færdigt i 2020.
Janus fortalte engageret om hele slotsprojektets samspil med Nyborg by, torvepladsen og kongevejen til havnen, og om hvordan den gamle kongeby bedst kan fremstå og sikres for fremtiden. Afslutningsvis stillede Janus beredvilligt op til en hel del spørgsmål fra tilhørerne - også om den sidste Storebælts færge.
En utrolig spændende og givende eftermiddag i Seniorklubben - og et rigtig godt arrangement fra Seniorklubbens komité
Janus Møller Jensen på besøg i Tårup-Frørup Seniorklub
Nyborg Slot 1659
Sådan forestiller Cubo arkitekterne sig, at Slottet kommer til at tage sig ud fra Torvet.
Se flere billeder af det nye nye Nyborg Slot fra arkitekterne
© foto cubo og Steen Jensen