21. marts 2017
De første QR-koder blev sat op på Tårup Forsamlingshus i dag. Næstformand i Tårup Forsamlingshus' bestyrelse Viggo Hansen mødtes med Tårupportalen ved forsamlingshuset for at montere de nye skilte.
En QR-kode er en billedkode der fungerer ligesom en stregkode. QR står for Quick Response (hurtigt svar), og koden kan scannes med kameraet på en mobiltelefon eller tablet, hvis man har det rette program installeret på den. En QR-kode indeholder typisk oplysninger som hjemmeside-adresse, e-mail-adresse, telefonnr. og lignende som man så hurtigt kan få læst ind på telefonen uden at skulle taste en masse.
I dette tilfælde kommer man direkte til Tårup Forsamlingshus' hjemmeside og til Tårupportalen.
Skiltene er sat op med det formål, at gæster i Tårup Forsamlingshus eller f.eks. turister der stopper op her, hurtigt kan orientere sig om mulighederne i vort fine forsamlingshus og ligeledes om landsbyen Tårup som helhed.
Hvem ved, måske det kan betyde nogle ekstra udlejninger af forsamlingshuset i løbet af året. Viggo er i fuld gang med at montere skiltene.
Du kan selv prøve at skanne koderne herunder og se, hvordan det virker - hvis du ikke har en QR-scanner på din SmartPhone eller tablet, kan du hurtigt hente en hos din App leverandør. © foto Steen Jensen