16. marts 2017
Gennem et stykke tid har der været malet med rød maling på nogle af træerne på Kirke Alle'. Tårupportalen satte sig for at finde ud af hvad meningen er med det.
Når vi taler om træer i Tårup, falder tanken hurtigt på vores træ- og skovkyndige Karsten Mengel. Derfor var det også naturligt for Tårupportalen at starte en søgning hos ham. Og ganske rigtig vi var kommet til den rette, Karsten har en finger med i spillet her.
Træerne på den nordlige side af vejen består af træsorten Naur, der er et lille tætkronet træ og lidt usædvanligt at anvende som alle'-træ. På den sydlige side er er træerne røn og ask. Træerne på Kirke Alle er plantet for godt 25 år siden gennem "Plant et træ" kampagnen.
Specielt har træerne på den sydlige side gennem de sidste 10 år lidt af misvækst, set med trækyndiges øjne. Misvæksten skyldes at træerne gennem tiden har fået nogle barkskader ved græsklipning af rabatterne. Derfor samarbejdes der nu med Nyborg kommune om at få skovet de skadede træer langs vejen. Det er netop de træer der er mærket med rød farve der skal væk - du kan selv se hvilke, næste gang du kører ad Kirke Alle.
Der ligger en hel del overvejelser før projektets igangsættelse: Hvilke træer skal væk og hvilke skal have lov til at blive stående. Umiddelbart er det ikke tanken at plante nye erstatningstræer, fordi der fra vejen op mod Tårup er et meget flot kig mod Storebælt og Langeland, som det er meget væsentligt at vi bevarer. En alle' kan også godt bestå af en række træer langs den ene side af en vej.
Karsten oplyser i øvrigt, at det er planlagt at man starter med at skove træerne i næste uge.
© foto og interview Steen Jensen