Den 14. december 2023:
Jesper W. Henriksen fra Tårup har nu fået grønt lys og opbakning fra Nyborg Kommune til hans og Tårups projekt Tårup Dark Sky Park. Det skete på Teknik og Miljøudvalgets møde den 11. december 2023. Her blev følgende indstilling godkendt:
- Projektet indskrives i Kommuneplanen med henblik på at sikre, at fremtidig planlægning i Tårup sker med en målsætning om at beskytte nattemørket (belysning), i det omfang belysning kan håndteres gennem lokalplanlægningen.
- Administrationen udarbejder en lysstrategi for Tårup. Lysstrategien bliver den bærende guide til, hvordan Nyborg Kommune og private borgere i Tårup kan sikre en bevaring af nattemørket.
Stort tillykke til Jesper med resultatet, det er rigtigt flot gået - ihærdighed giver resultater.
Nu står tilbage at komme videre med projektet og at opnå et dark sky-certifikat fra den internationale Dark Sky Association (IDA), og det er en længerevarende og omfattende proces.
Måske administrationen i Teknik og Miljø på en eller anden måde kunne få den gode ide, at inddrage Jesper, som det lokale islæt i arbejdet med en kommende lysstrategi for Tårup?
Herunder kan du se en kopi af referat fra Teknik og Miljøudvalgets møde den 11. december 2023:
Punkt 1:
Beslutning om projekt Dark Sky i Tårup (kommuneplan og lysstrategi)
Sagsfremstilling
Initiativtager Jesper W. Henriksen fra Tårup arbejder for at opnå et dark sky-certifikat fra den internationale Dark Sky Association (IDA). Jesper har gennem en årrække lavet systematiske mørkemålinger og kan entydigt vise, at kvaliteten af mørket i Tårup er højt nok til at kvalificere en certificering.
At opnå en certificeringen fra IDA er en lang proces og kræver en strategi for bevaring af mørket, støttet gennem et lokalt og kommunalt engagement.
Jesper har fået astronom og astrofysiker Tobias Cornelius Hinse fra Syddansk Universitet med i projektet. Han er ligeledes i gang med målinger og bruger projektet til undervisning og oplysning om mørket.
På stående fod er de i gang med at sætte stationære mørkemålingsstationer op to forskellige steder i Tårup.
Der er afholdt et borgermøde i Tårup, og der er givet lokal opbakning gennem skriftlige tilkendegivelser. Projektet er dermed godt på vej til at blive lokalt forankret.
Initiativtageren fra Tårup søger en tilkendegivelse fra Nyborg Kommune om opbakning til projektet.
For nuværende foreslår administrationen, at den kommunale opbakning indebærer:
- At projektet indskrives i Kommuneplanen med henblik på at sikre, at fremtidig planlægning i Tårup sker ud fra en målsætning om at beskytte nattemørket (via belysning), i det omfang belysning kan håndteres gennem lokalplanlægningen.
- At administrationen udarbejder en lysstrategi for Tårup. Lysstrategien bliver den bærende guide til, hvordan Nyborg Kommune, og private borgere i Tårup kan sikre en bevaring af nattemørket.
Administrationen har været i kontakt med Vordingborg Kommune, der både har en Dark Sky Park og såkaldt Dark Sky Community. Deres erfaringer viser, at deres Dark Sky-område har givet en positiv udvikling:
Kulturelt:
- Styrkelse af stedsfortællingen på Møn og i Vordingborg Kommune.
- Styrkelse af foreningsliv og lokale netværk.
- Lokale events.
- Oplysning og uddannelse (skoler, gymnasier, universiteter).
Erhvervsmæssigt:
- Branding
- Turisme - det tiltrækker målrettede turister også fra udlandet, der søger sådanne oplevelser.
Det er administrationens vurdering, at lignende effekter på sigt ville kunne opnås i Nyborg Kommune.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Indstilling
Det indstilles, at:
- Projektet indskrives i Kommuneplanen med henblik på at sikre, at fremtidig planlægning i Tårup sker med en målsætning om at beskytte nattemørket (belysning), i det omfang belysning kan håndteres gennem lokalplanlægningen.
- Administrationen udarbejder en lysstrategi for Tårup. Lysstrategien bliver den bærende guide til, hvordan Nyborg Kommune og private borgere i Tårup kan sikre en bevaring af nattemørket.
Sagen afgøres i
Teknik- og Miljøudvalget
Aktuel beslutning på Teknik- og Miljøudvalget 2022-2025 11-12-2023
Godkendt.
Jesper har fået astronom og astrofysiker Tobias Cornelius Hinse fra Syddansk Universitet med i projektet. Han er ligeledes i gang med målinger og bruger projektet til undervisning og oplysning om mørket.
© foto steen Jensen