Den 29. december 2023:
Efter godt 10 år med formidling af nyheder og historier i Tårup og Frørup, har jeg besluttet at stoppe med opdateringerne af Tårupportalen. Det sker som tidligere oplyst i forbindelse med udsendelse af årets sidste nyhedsbrev. Jeg må desværre erkende, at kræfterne ikke længere rækker til at drive Tårupportalen på det nuværende niveau, og at jeg fremover kommer til at prioritere min tid anderledes.
Ideen med Tårupportalen var fra starten i 2013, at skabe en internetportal, der kunne samle og rumme alle informationer om, hvad der rørte sig i Tårup. Både hvad angår aktiviteter, dagligliv og påvirkninger udefra. Således at Tårups beboere altid kunne være velorienteret om livet i byen og opnå en fælles forståelse af landsbylivet.
Målet var også at understøtte det dengang spirende generationsskifte, der var på vej i Tårup og som nu åbenlyst ser ud til at være en realitet.
Med andre ord: Tårupportalen skulle positivt medvirke til, at der fortsat ville være lys i alle vinduer i landsbyen.
Om Tårupportalen har nået sine mål og positivt bidraget til udviklingen af fællesskabet i Tårup, er I som brugere langt de bedste til selv at vurdere.
Opgaven med at samle informationer om alt, hvad der rører sig i og omkring landsbyen, har på en gang været fantastisk spændende, udfordrende, kompleks og tidskrævende - og tiden er nu kommet til stoppe op og lade friske kræfter stå for udviklingen af nyhedsformidlingen i Tårup, meget gerne med et godt afsæt i den nye generation landsbybeboere.
Fremover eksisterer Tårupportalen dog stadigvæk, men nu som et lokalhistorisk tidsbillede - en tidslomme om man vil - af landsbylivet i Tårup, så længe der ses en behørig interesse herfor.
Tusinde tak til alle jer der har bidraget og samarbejdet med tip, nyheder, tekst og billeder undervejs, - og tusinde tak til alle jer fra nær og fjern, der har fulgt med på Tårupportalen gennem årene, eller har abonneret på Tårupportalens ugentlige nyhedsbreve.
Jeg håber at I også på samme måde, vil bakke op om et kommende nyhedsprojekt i Tårup.
Tak for nu og for al jeres tid.
Steen Jensen
Tårupportalens redaktion
© foto Henrik Kragh og Lisbet Jensen