Den 31. august 2023:
- og sådan vil det også være med opdateringerne på Tårupportalen.
Efter godt 10 år med formidling af nyheder og historier til beboerne i Tårup og Frørup, har jeg besluttet at stoppe med opdateringerne af Tårupportalen. Dette vil ske i forbindelse med nyhedsbrevet, der udsendes fredag den 29. december 2023.
Jeg må desværre erkende, at kræfterne ikke længere rækker til at drive Tårupportalen på det nuværende niveau, og at jeg fremover kommer til at prioritere min tid anderledes.
Ideen med Tårupportalen var fra starten i 2013, at skabe en internetportal, der kunne samle og rumme alle informationer om, hvad der rørte sig i Tårup. Både hvad angår aktiviteter, dagligliv og påvirkninger udefra. Således at Tårups beboere altid kunne være velorienteret om livet i byen.
Målet var også at understøtte det dengang spirende generationsskifte, der var på vej i Tårup og som nu er ved at være en realitet.
Med andre ord: Tårupportalen skulle samtidig positivt medvirke til, at der fortsat ville være lys i alle vinduer i landsbyen.
Jeg tænker at Tårupportalen langt ad vejen har opnået målene og positivt bidraget til udviklingen af fællesskabet i Tårup.
Opgaven med at samle informationer om alt, hvad der rører sig i landsbyen, har på en gang været fantastisk spændende, udfordrende, kompleks og tidskrævende - og tiden er nu kommet til stoppe op og lade friske kræfter stå for udviklingen af nyhedsformidlingen i Tårup.
Tårupportalen vil fortsat i årene fremover kunne tilgås på internettet, og stå tilbage som et lokalhistorisk tidsbillede af udviklingen i Tårup i perioden 2013-2023. Men websitet vil som sagt ikke længere blive opdateret efter udgangen af 2023.
Min udmelding kommer måske lidt vel tidligt, men der vil så være tid til for andre - hvis der opleves behov for det - at få et nyt nyhedssprojekt op at stå i Tårup.
Men frem til nytår får du fortsat Tårup-nyhederne her på portalen.
Venlig hilsen
Steen Jensen
Tårupportalens redaktion