Den 5. juli 2023:
Dark Sky Tårup. Juli måned 2023
Det er sommer, nyd ferien og se på planeterne.
Først i juli befinder Planeten Venus, Stjernen Regulus og Planeten Mars sig på linie i solnedgangen, synlig i tidsrummet en time efter solnedgang. Venus specielt bliver særlig klar og kulminerer i lysstyrke (ca. 15 gange den klareste stjerne på himmelen Sirius) d. 7 Juli. Sidst på måneden forsvinder den i horisonten som aftenstjerne for så senere at stå op som morgenstjerne i august.
Nattemørket i juli er præget af de lyse nætter med mulighed for at observere lysende natteskyer. Det er bedst at observere sent, når det er så mørkt, og du kan se de klareste stjerner lyse.
Planeterne: Jupiter og Saturn kan betragtes midt juli ved 01.00 tiden mod sydøst og øst og nordøst.
Det er fuldmåne 4 juli og nymåne den 18. juli, her vil det således være nogle gode dage at spotte stjerner uden at blive generet af månen.
Hen over sommeren gælder det om at nyde Mælkevejen, som er et synligt bånd af stjerner. Fra Cassiopeia på en line gennem Cassiopeia til Svanen (Nordkorset) med Deneb den første øverste klare stjerne, efterfulgt af sommertrekantens 3 klare stjerner: Deneb, Vega (Lyren) og Altair (Ørnen).
Lidt info om Dark Sky Tårup processen
Som jeg tidligere har informeret om, er vi i dialog med Nyborg Kommune om fremadrettede projekt tiltag, hvor vi ser på International Dark Sky Association ́s præmisser og dels på andre forhold for etablering af et Dark Sky Tårup. Vi er nu næsten i mål med de indledende knæbøjninger, hvilket betyder, at vi er optaget som projekt i Teknik og Miljøs plan-strategi, med henblik på at fremme mulighederne for at Dark Sky Tårup bliver en del af den næste kommuneplan i Nyborg.
Det næste skridt i processen er, at vi har behov for at komme i dialog med borgerne i Tårup om mulighederne for et Dark Sky Tårup. Det betyder ligeledes, at vi har brug for positive tilkendegivelser fra både erhverv, foreninger og borgere i Tårup.
Tårup Landsbyråd & Nyborg Kommune indkalder derfor til et informationsmøde den 7. september 2023, hvor vi vil orientere om projektet. Mødet henvender sig til alle interesserede, men specielt til borgere i Gamle Tårup Sogn. Mødet har fokus på hvilke muligheder og hvad det betyder for den enkelte borger, at bo i et Dark Sky Tårup. Hensigten er ligeledes at indsamle allehånde tilkendegivelser, der måtte komme.
Hold jer orienteret på Tårup Portalen.
God planet jagt
Jesper W. Henriksen