Den 27. juni 2023:
Stor interesse for solcelleprojektet i Tårup og Frørup
Beboere i Tårup og Frørup var inviteret til dialogmøde om lokale solceller tirsdag d. 27. juni – og næsten 100 borgere mødte op, ligeligt fordelt mellem de to landsbyer.
Mødet var arrangeret af arbejdsgrupperne for solcelleprojektet i hhv. Tårup og Frørup, og Jørgen Tanghus, Tårup, og Jannik Pakula, Frørup, bød velkommen på deres vegne. De understregede, at formålet med mødet var at orientere borgerne om det arbejde, som pågår – men at der endnu ikke ligger et forslag til solcelleanlæg, som borgerne skal tage stilling til.
Nyborg Kommune v. Mogens Michael Møller fortalte om arbejdet med at udvikle solcelleprojektet og organiseringen i arbejdsgrupperne. Planen er at fremlægge forslag til lokalt ejede solceller i de tre landsbyer, som borgerne får mulighed for at drøfte og tage stilling til.
Det blev på mødet klart, at motivationen for et borger-energifællesskab vil være ønsket om at producere grøn strøm svarende til landsbyens eget forbrug, og at få mulighed for at købe strøm fra eget anlæg til produktionsprisen, når solen skinner. Et borger-energifællesskab giver således ikke et økonomisk afkast, men i stedet i fast, lav pris for strøm i produktionstiden.
Direktør Jesper Steen fra Sustain og advokat Betina Wichmann fra Lundgrens Advokatpartnerskab er begge tilknyttet projektet som rådgivere. De introducerede deltagerne til de temaer, som arbejdsgrupperne har været igennem, og Jørgen og Jannik fortalte om de foreløbige konklusioner, som arbejdsgruppen vil arbejde ind i det endelige forslag.
Der var stor spørgelyst og debat efterfølgende. Nogle af de emner, som blev berørt var tilslutningen af solcellerne til nettet, og hvordan det påvirker kapaciteten i elnettet, om der er tænkt naturbeskyttelse ind i projektet, er sommerhusene ved Tårup Strand tænkt ind i projektet, og hvordan matcher solcelle-strømmen med vores forbrug over året? Også fremtidens elproduktion i Danmark og hvordan den påvirker energipriserne, blev diskuteret. Sidst, men ikke mindst, var der naturligvis interesse for økonomien i det hele: hvad koster det at være med, kan man få pengene igen hvis man melder sig ud, og hvor meget kan man spare ved at være medlem?
En stor del af svarene findes først i det videre udviklingsarbejde. Eksempelvis er der forhandlinger med Vores Elnet om tilslutning og placeringer, og økonomien afhænger af antal medlemmer, kommende aftale med elhandelsvirksomhed osv. Det ligger dog fast at man som medlem ikke hæfter for mere end sit indskud. Den fremtidige elpris kan ingen svare på, men de seneste år har priserne varieret langt mere end set tidligere.
Du kan se hele præsentationen fra dagen her på siden – inklusiv foreløbige beregninger på økonomien i de to anlæg i hhv. Tårup og Frørup. Jesper Steen understregede, at økonomien i præsentationen er beregnet på en række forudsætninger, som vi endnu ikke kender det endelige resultat af.
Næste skridt
Arbejdsgrupperne forventer at fremlægge et forslag til vedtægter efter sommerferien, og efterfølgende forhåbentlig stifte en forening eller selskab i hver landsby kort efter.
Et forslag fra salen om at lave økonomiske beregninger på flere løsninger – f.eks. med forskelligt antal medlemmer og indskud – og bede landsbyerne tilkendegive deres interesse på det grundlag. Forslaget blev modtaget med interesse fra projektgruppen.
© foto Steen Jensen