Den 13. juni 2023:
Som du sikkert har set har bestyrelsen i Tårup Vandværk indkaldt til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 22. juni kl 19:00 i forsamlingshuset. Hvis du ejer en ejendom der forsynes med vand fra Tårup Vandværk er denne generalforsamling relevant for dig.
Vi vil her gerne informere lidt mere om punktet “Forslag fra bestyrelsen om overdragelse af Tårup Vandværk til NFS A/S”. På generalforsamlingen i marts stillede bestyrelsen forslag om at bestyrelsen kunne undersøge muligheder og vilkår for at overdrage Tårup Vandværk til NFS A/S. Dette blev enstemmigt godkendt af generalforsamlingen. I de forløbne måneder har bestyrelsen haft flere møder med NFS. Allerede fra første møde stod det klart at NFS gerne ville overtage Tårup Vandværk. De nærmere vilkår skulle dog drøftes og fastlægges efter en nærmere granskning af Tårup Vandværk (værket, boringer, ledningsnet mv.).
Dette arbejde er nu tilendebragt og da der er tilfredshed med undersøgelsen fra NFS kan NFS tilbyde at overtage Tårup Vandværk og dermed forbrugerne på samme afregningsmæssige vilkår som forbrugerne i Nyborg by. Det vil sige at Tårup Vandværks forsyningsområde ikke længere vil være et selvstændigt takstområde men bliver en del af NFS´øvrige takstområde. Bestyrelsen for Tårup Vandværk er særdeles tilfreds med dette resultat og da NFS iøvrigt tilbyder at overtage forbrugerne på de eksisterende vilkår, vil bestyrelsen stille forslag om at overdrage Tårup Vandværk til NFS A/S.
Denne afstemning vil kræve et kvalificeret flertal og da det nok bliver svært at få så mange deltagere til generalforsamlingen, vil der i august blive indkaldt til endnu en generalforsamling hvor en endelig afstemning kan gennemføres.
Såfremt der ikke vil kunne opnås flertal for overdragelse af Tårup Vandværk til NFS A/S på den kommende generalforsamling, forventes det at det flertal der ønsker fortsat lokalt ejerskab, stiller forslag til ny bestyrelse samt drift af vandværket på den ekstraordinære generalforsamling i august.
Skulle du have nogle spørgsmål du ønsker at drøfte inden generalforsamlingen er du velkommen til at kontakte bestyrelsen eller undertegnede.
Med venlig hilsen,
Jan Jansen, Kasserer
på vegne af bestyrelsen
Tårup Vandværk
© foto Steen Jensen