Den 9. maj 2023:
Tårup-Frørup Seniorklub drog tirsdag eftermiddag ud på en spændende tur til Ladby og Hindsholm. 24 havde meldt sig til klubkomitéens bud på maj udflugten 2023.
Erik Lund stod for underholdningen i bussen og navigationen på de smalle veje på Hindsholm og omegn. For dem der ikke kunne sidde på første parket i bussen, var der en opgraderet mulighed for at se det samme som chaufføren.
Første stop Vikingemuseet i Ladby
Danmarkhistoriens mester - Henrik - delte ud beredvilligt af hans store viden om kongerækken, vikinger m.v.
Snart overtog museumsguiden Lars fortællingen om, hvad der er foregået i Ladby.
Videre af forskellige stier i det flotte solskinsvejr.
På vej mod højen med vikingeskibet.
Lars-guide havde mange ting at fortælle, så vi måtte gøre flere stop undervejs.
også neden for højen, inden vi begav os ind i gravkammeret.
Her lå det så - vikingeskibet - i næsten bælgravende mørke.
De har også bygget en kopi af skibet i Ladby - meget imponerende.
I øjeblikket ligger det på land for at blive klargjort til sommerens togter.
Men vikinger var der ingen af, så vi havde selv medbragt et par stykker.
I museet så vi også det 7 meter lange broderede tapet, inspireret af Bayeux-tapetet. Det er broderet af mange frivillige brodøser og tegnet af Gudrun Kathrine Heltoft, Nordskov.
Fra vikingeskibet via samtlige små snoede veje med og uden asfalt, nåede vi ud til Nordskov på Hindsholm, hvor kaffen og den lovede lagkage stod klar i Fynshoved Café og Gårdbutik
Der drives af Berit og Claus
Vi skænker kaffen og venter på lagkagen
Nu skal det gøre godt med en kop kaffe.
Dejlig dampende varm i koppen
Efter de mange smalle veje, og lige så mange gode alderssvarende historier og anekdoter, blev der også tid til, at vores chauffør Erik Lund kunne få sig en velfortjent kop kaffe - og lagkagen.
Koppen er tømt og kagen spist - nu må andre tage over, mens vi hastede videre ud - så langt bussen kunne køre lovligt på Fyns Hoved,
for at vende tilbage til Martofte og Hindsholm Egnsmuseum.
Hindsholm Egnsmuseum rummer Charles Nielsens livslange samling af kulturhistoriske genstande, oldsager og udstoppede fugle.
Charles Nielsen var hele sit aktive liv landarbejder og arbejdsmand på Hindsholm.
Samlingen blev i 1995 overdraget til Kerteminde Kommune, der i samarbejde med Østfyns Museer åbnede museet i den nedlagte Martofte skole i 1997. Det var Charles' klare ønske, at samlingen skulle forblive på Hindsholm, hvor han havde boet hele sit liv, og hvor alle genstande stammer fra.
I 2017 var museet lukningstruet, efter at Østfyns Museer stod over for endnu en sparerunde og valgte at pege på denne lille kulturhistoriske perle. Det blev derfor besluttet, at Foreningen for Hindsholm Egnsmuseum skulle stiftes, hvilket blev en realitet i sommeren 2017. Samlingen ejes stadig af Kerteminde Kommune, men drives i dag af frivillige i godt samarbejde med kommunen.
Således beriget med flot natur, Danmarks- og kulturhistorie kunne vi vende næsen hjemad. Komitéen for Tårup-Frørup Seniorklub havde endnu en gang formået at tilrettelægge en spændende udflugt for klubben. Mange tak for det. Vi glæder os til efterårets sæson.
© foto og reportage Steen Jensen