Den 25. april 2023:
Tænk hvis landsbyerne i Nyborg Kommune kunne blive ”selvforsynende” med grøn strøm. Eller i hvert fald producere lige så meget strøm, som landsbyen bruger på et år.
Det er ambitionen med lokalt ejede solceller i landsbyerne i Nyborg Kommune. Og tirsdag aften mødtes repræsentanter fra Øksendrup, Frørup og Tårup i Ørbæk Midtpunkt. Her tog de hul på arbejdet med at sikre grøn strøm fra landsbyernes helt egne solcelleanlæg.
Deltagerne var flankeret af projektets rådgivere Christian Nieport og Jesper Steen fra Sustain Solutions (teknik og økonomi), og Betina Wichmann fra Lundgrens Advokater (jura). Efter en velkomst og introduktion til hele projektet fra Anne og Mogens Michael klædte de tre rådgivere deltagerne på til at drøfte aftenens emner: anlæggenes størrelse og placering.
Arbejdsgruppen fra Frørup
Arbejdsgruppen fra Øksendrup
Arbejdsgruppen fra Tårup
Spørgsmålene var mange, og diskussionerne ivrige, når deltagerne mellem oplæggene gik ud i hver sin landsbygruppe for at drøfte emnerne.
Arbejdsgrupperne skulle ikke tage beslutninger på aftenen, men alene diskutere anlæggenes størrelse og pege på mulige placeringer ved hver landsby. De endelige forslag skal først forelægges hver enkelt landsby, inden.
De tre arbejdsgrupper mødes yderligere to gange i løbet af foråret, og ender med et forslag til lokalt ejede solceller til hver landsby. Forslaget vil efter sommerferien blive præsenteret på et borgermøde i hver landsby, og den endelige beslutning vil afhænge af borgernes opbakning og interessen for at købe anparter.
Projektet er støttet med 895.000 kr. fra Energistyrelsens pulje til Energifællesskaber. Ud over de tre pilotanlæg skal projektet også lave en vejledning til andre landsbyer om, hvordan man laver et borgerenergifællesskab med fælles solceller. Med i støtten er også forpligtelsen til at fortælle om projektet til alle interesserede.
Det sidste tager vi fat på, når de tre landsbyer og Nyborg Kommune er vært ved et arrangement på Klimafolkemødet fredag d. 1. september.
Hilsen fra
Mogens Michael
Fagchef for Bæredygtig Udvikling
Nyborg kommune
© foto Nyborg kommune