26. januar 2023:
Som sædvanlig på en torsdag aften, havde Tårup Foredragsforening inviteret til foredrag i Tårup Forsamlingshus. Denne torsdag aften var det Erik Søemod, der havde sagt ja til at fortælle om sit livs virksomhedseventyr med marmeladefabrikken Den Gamle Fabrik i Frørup.
Et stykke flot og spændende lokalhistorie fra vores eget område, som mange har hørt om, men for få kender dybden i.
Men det blev vi, der var tilstede, en hel del klogere på denne aften.
Klaus Jørgen Petersen, der gennem mange år har været formand for Tårup Foredragsforening, kunne byde velkommen til foredrag i en stuvende fuld sal i forsamlingshuset. Og sædvanen tro startede aftenen med en fællessang.
Omkring 70 deltagere fra nær og fjern havde fundet vej til Tårup Forsamlingshus for at høre Erik Søemod fortælle historien om Den Gamle Fabrik.
Erik Søemod (85) havde omhyggeligt udarbejdet et manuskript til foredraget for at få alle detaljerne med. Tårupportalen har fået lov til at benytte Eriks manuskript og det følger herunder iblandet billeder fra den spændende aften.
Historien om Søemod og Den Gamle Fabrik
Fortalt af Erik Søemod - i Tårup Foredragsforening den 26. januar 2023
Jeg blev født i efteråret i 1938 i København. Min far havde Jordbærkælderen på Strøget i Køberhavn der var grundlagt i 1834. Jordbærkælderen var en Københavner Institution der havde konditori der bl.a. lavede egen tykmælk, flødeis mm., en saft bar og en frugt og grønt-afdeling. En placering midt på Strøget var det en meget besøgt butik- og mange kendte var stamkunder der kom dagligt for at få en friskpresset saft, der blev presset mens de ventede. Så min barndom var jeg voksede op med frugt og grønt (i 80érne lavede et tysk tv-selskab et rejseprogram hvor de rejste rundt i de forskelige europæiske hovedstæder. I København besøgte de Amalienborg, Rundetårn og Jordbærkælderen).
Der er en på Facebook der kaldte Jordbærkælderen for datidens Joe & Juicer – bare uden dum-dum musik og piercede personale.
Jeg kom sent i skole på grund af krigen og var nok lidt uregerlig. Jeg skiftede skole et par gange og gik som 14 år ud af 6 klasse, og tog ud at sejle som lige fyldt 15 år. Blev jeg koksmate på s/s Ørneborg, som jeg påmønstrede i Rotterdam. Et meget gammelt dampskib, som sejlede med kul fra Rotterdam til Spanien og jernmalm den anden vej. Senere kom jeg på søfartsskole i Frederikshavn og tog derefter på langfart i 6 år.
Jeg kom hjem og ville læse til styrmand, men måtte først tage mellemskole eksamen, og da jeg gik på realen blev min far syg af en blodprop, og den gang var der kun nitroglycerin, så jeg valgte nu at starte en dybfrost fabrik ”Via dybfrost”, der løsfrøs bl.a. asparges, persille og hindbær, og samtidig at hjælpe til hjemme med Jordbærkælderen.
Det var i den periode jeg mødte min Dorte og vi fandt en lejlighed, men måtte gifte os for at få denne. Min far døde dagen før vores bryllup, så det var småt med festligheden – vi spiste en frokost, og så tog vi tilbage på fabrikken og arbejde. Jeg måtte nu tage mere over af driften af Jordbærkælderen, og Via blev solgt til D mærket dybfrost, og da jeg ikke kunne så godt med mine søskende, så startede jeg inde for helsekost, med Hellerup Helsekost, hvilket blev en stor succes. Jeg måtte nu tage mere over af driften af Jordbærkælderen, og Via blev solgt til D mærket dybfrost, og da jeg ikke kunne så godt med mine søskende, så startede jeg inden for helsekost, med Hellerup Helsekost, hvilket blev en stor succes.
Det var i 70´erne, hvor helsekost var det nye. Min forretning var i et lukket Vime supermarked og med et stort udbud af Frugt & Grønt, samt en afdeling med altså Helsekost. Der lå 4 frugt og grønt forretninger inden for 50 meter – men efter 2 år var der kun 1. Jeg leverede til diverse Ambassader og de ”Fine” fruer i Hellerup og omegn. Det der gjorde min forretning mere attraktiv, var at jeg begyndte at importere og eksportere frugt og grønt til og fra GrossMarkt i Hamborg. På den tid kunne man i Danmark i perioden oktober til april – kun få Kartofler, gulerødder og kål i de danske butikker – men ved at importere det som man faktisk kan købe hele året i butikkerne i dag – var det et spændende sted at handle (og det eneste sted man kunne få det). Det fik bl.a. Berlingske tidende øjnene op for, og havde næsten et fast artikel hver uge om hvilke spændende ting man nu kunne få i Hellerup Helsekost.
På det her tidspunkt startede jeg med en lille marmelade fabrik i en nedlagt slagterforretning i Gladsaxe under Hellerup Helsekost, hvor jeg brugte det jeg ikke kunne sælge i butikken. Jeg kom i forbindelse med et grossistfirma, der ville sælge vores marmelade, under navnet Vores Bedste. Det førte til at vi fik startet en større produktion.
Og da grossisten kunne sælge meget mere ind vi kunne lave, så jeg så mig om efter lokaler på Sjælland, men der var priserne for høje. Så opdagede jeg en onsdag, at der var en række mejerier til salg på Fyn, til fornuftige priser.
Jeg tog derfor over og så på disse om fredagen – der var bl.a. Et mejeri der faktisk allerede havde lavet marmelade ved Herrested (der var stadig marmelade i gryderne og nogle sprængfarlige dåser i kælderen), og et i Oure, samt på Landet på Tåsinge.
Men det ved Frørup var det bedste. Frørup Mejeri var også det dyreste. Jeg præsenterede det for familien i Weekenden og snakkede med Banken om mandagen og skrev under på købet ugen efter.
Kommunen var ikke glad for at der kom endnu en marmelade fabrik til kommunen, og de troede jeg var stråmand for Kämfer der havde haft Herrested Mejeri. Vi overtog mejeriet 11 dec. 1977, men først den 27. januar 1978 var vi godkendt, og vi hed Dansk Marmelade Industri DMI.
Med mejeriet fulgte også en medarbejder med, Svend Åge Jensen. Han var alletiders medarbejder, og var der så længe jeg var der. Vi antog kun folk fra Ørbæk kommunen, og helst fra Frørup, Tårup og Svinninge, dette galt også Håndværkerne.
Det fik murer Åges Pedersens søn, Jan at vide, da han var flyttet 200 uden for kommunegrænsen og derfor ikke kunne arbejde på fabrikken. Vi havde en aftale med Åge Pedersen, at når han ikke havde noget at lave så kunne de altid komme ned til fabrikken, der var altid noget at gøre, så der kom Åge og hans anden søn Keld, der begge boede i kommunen.
Da vi startede, var det med brugte gryder og andet brugt ting fra en nedlagt survarefabrik, det var et godt køb, men det var hårdt arbejde, vi måtte røre med nogle store træskeer,
Det gik ikke så godt for os i starten, for den grossist der lovede de kunne sælge meget mere, det kunne de ikke.
Vores revisor foreslog at vi gik konkurs, jeg sagde til ham at så længe jeg har 2 hænder, så ville det ikke ske.
Vi kom nu i forbindelse med et andet grossistfirma ”Paradiso” (som I måske kender for deres asparges på dåse) og det var her jeg fik jeg ideen til den gamle fabrik.
Nu skulle vi skille os ud fra alle andre, vi fik et lavt glas, vi fik guld låg og en oval etiket og en bagside etiket. Og så var der ikke farvestrålet etiket med frugter, vi valgte at frugterne skulle være inde i glasset og det kunne sælge. Navnet Fra Den Gamle Fabrik, tog jeg fra min onkel, der havde Sømod bolche fabrik.
Det gik godt indtil ejeren af grossist firmaets datter blev dræbt i en bil ulykke, hvorefter han begyndte at drikke en flaske whisky om dagen, og vi måtte rykke for vores penge.
Da dansk supermarked skulle have en kampagne, ringede jeg til dem og fortalte, at vi ikke ville levere fordi Paradiso ikke betalte deres regninger. De kaldte mig op til Århus, og en tidligere ansat i et andet firma foreslog, at jeg skulle lægge 1 kr. på, da de altid vil trykke prisen med 1 kr., men det gjorde de ikke, de lage 10 øre på til fragt da jeg havde priser på ab fabrik.
Vi kom nu ind under Dansk Supermarked sortiment og den første kæmpe ordre var til Netto i Svendborg, der senere kom til at hedde Føtex. Men det var 2 hele læs og så var vi i gang.
Da det begyndte at gå rigtig godt for os, ville vores revisor, ikke have os som kunde mere da han jo havde forslået en konkurs.
På den tid havde man en rente på 18% og det var svært at låne penge. Så kom redningen - det var Provinsbanken, der kom til Nyborg, de tilbød at vi kunne belåne vores råvare, og den gang var der noget der hed Finansiering for Industri og Håndværk (kaldet FIH), som man kunne søge og de havde billig rente til kun 6 %. Banken var meget frisk og skrev at jeg var uddannet i ØK, så derfor fik vi lån. Vi fortalte dem imidlertid ikke at jeg var uddannet som matros, og ikke på kontor, som de nok regnede med. Men nu havde vi kapital og det gik fremmad.
Kapitalbehovet til en marmelade fabrik var stort.
For at få frugten til den rigtige pris og kvalitet måtte vi købe frugten juli og august og det var kontant omkring 1.200 og 1.500 tons eller i penge - 10 til 14 mil. Kr. (Det svare til 30-40 millioner i dag).
Da vi startede op i sin tid, købte jeg gryderne fra en nedlagt survare fabrik, de kunne klare 200 kg hvor vi stod og rørte i med håndkraft. De blev hurtigt for små og vi fik nu 600 kg gryder med rørværk i. Vi fik også nye tappe anlæg, vi nået at have 3 tappeanlæg og det sidste var total fuld automatisk, med en palleterings robot . Det var kæmpe beløb i måtte investere. Hele anlægget var konstrueret af Erik Misser Jensen der havde været chef mekaniker på Carmen curler. Der var nu ikke nogen der rørte et glas den første var købmanden der satte de på hylden i butikken.
a/s den gamle fabrik, blev lavet som et salgsselskab, således at jeg ejede bygningerne, varemærket den gamle fabrik og maskinerne.
På dette tidspunkt var jeg ganske ukendt i branchen. Der var kun en marmeladeproducent der havde mødt mig. Det var Handwerk fra Odense konservesfabrik. Det kom sig af at låg firmaet inviterede Dorte og mig til en middag ”Under Lindetræet” i Odense. Der sad også Handwerk. Repræsentanten for låg firmaet hilste på ham, og fortalte hvem jeg var. Han rejste sig fra hans bord og kom hen og overfuset mig, fordi vi nu havde taget 50 % af markedet (det var jeg ikke klar over) og vi skulle stoppe nu.
Kort efter blev jeg kaldt til et møde. Alle der havde noget med marmelade at gøre var indkaldt til et møde i industriens hus på Rådhuspladsen i København, der var 40 firmaer der havde med marmelade at gøre.
Det første punkt var at man skulle skrive de rigtige deklarationer, hvor der så skulle være en kontrol af om det blev overholdt. Alle 39 sagde det var i orden indtil den sidste som var Vendelbo - han ville ikke have nogen skulle komme og kontrollere ham. Næste punkt.
Nu skulle alle sætte deres marmelade op med 1 kr. og det var der stor opbakning til, indtil det kom til mig, der blev det sagt at vi skulle sættes vores op med 2 kr. jeg rejste mig op og fortalte dem at det er ulovligt at lave prisaftaler, hvilken jeg ikke ville være med til.
Dette blev besvaret med, at så ville vi få krig, og så stod direktøren fra Skælskør Frugtplantage og slog på en flaske gl. dansk, da de lige var op købt af de danske spritfabrikker.
Jeg svarede at dem der stå bag mig er meget større, så kom bare an.
Efter mødet kom jeg til at tale med direktøren for Svendborg Konserves FDB fabrik, han fortalte mig at jeg ikke kunne sælge til den pris vi gjorde, for han fortalte at deres omkostninger på et glas marmelade var 2,18 kr. og jeg havde regnet ud, at jeg havde en pris på det tidspunkt på 59 øre. Jeg blev lidt nevøs, så da jeg om aften kom hjem gik jeg straks i gang med at efterregne, men kom til 58 øre, og jeg kunne nu gå lettet op i seng.
Kort tid efter Keld Lundbye fra Københavns pektin fabrik over til os, han havde set at vi var blevet et A/S og spurgte, hvem der nu havde aktierne, jeg viste at han var sendt ud til os af hans gode ven fra Skælskør Frugtplantage
Jeg fortalte ham at DS havde 70 % af aktierne, alle tror nu at Dansk Supermarked ejede den Gamle Fabrik. DS hed de nemlig i daglig tale. Det medførte at ingen gik til Dansk Supermarked da de nu troede at de havde deres egen fabrik.
Men jeg løj ikke, det var Dorte Søemod der havde 70%, Torben Søemod 10%, Christian Søemod 10 % og Advokat Allan Falk 10 %
Jeg havde mine diskussioner med Keld Lundbye da vi startede. Han kom over og så vores fabrik, og sagde: da vi ikke havde vakuumkedler, kunne det aldrig blive til noget, men vi kunne godt FÅ LOV til at købe pektin mod kontant betaling.
Der var 2 foreninger for konserves fabriker: de fine hvor man også medlem af arbejdsgiverforeningen og så var der Børsterne, jeg valgte Børstene, det var for bl.a. at få lov ændringerne, der kom i forbindelse med EU love mm., men der var også rejemad og skipper labskov i grøften i Tivoli til generalforsamlingen hvert år.
Vi havde svært ved at følge med efterspørgslen så på et tidspunkt måtte jeg bede vores 4 sælgere om at blive hjemme en uge, da vi ikke kunne lave marmelade nok.
Vi for dobbelt vores omsætning hvert år og jeg endte med at have 100 mil. i års omsætning. Det var 60.000 til 80.000 glas dagligt. Og udgiften til bare emballage skulle der bruges var ca. 80.000 kr. dagligt i Frørup.
Fabrikken var nu blevet for lille i Frørup. Vi havde udvidet med 1 kg. glas der krævede større omstilling næsten daglig så derfor prøvede jeg at kører 2 holds drift. Det gik ikke af 2 årsager: Tv progamet Dallas, derfor kom det halve af aftenholdet ikke om fredagen og for det næste tørrede fabrikken ikke ud så der kom sort alger i kogerummet. Jeg ville gerne havde bygget her i Ørbæk, der var en grund på Ringvejen i Ørbæk, men den var for lille og en grund på Lundevænget i Frørup der var bygge højden dårlig.
Så jeg købte endnu et mejeri i Skrave i Sønderjylland. De lavede så 1. kg. glassene (så skulle de også kun lave 4 slags marmelade – Appelsin, Hindbær, Jordbær og solbær). Det kom til at hedde SMI (Sydjysk Marmelade Industri) ombygningen blev lavet af af Kaj Smed, Wismann og murer Åge. Jeg var med Wismann over for at se på alt El arbejde der skulle laves - og vi lavede en kontrakt på over en million- på vejen hjem kørte vi ind og spiste smørebrød- og Wismann tilbød generøst at vi kunne dele regningen. Jeg grinte lidt for mig selv og betalte det hele. I over et halvt år tog arbejderne over for at få det gøre det til en marmeladefabrik. De kørte derover Søndag aften og tog hjem torsdag eftermiddag. De boede i den gamle mejeribestyrerbolig derovre, og de spiste i det lokale forsamlingshus, hvor de fik en 2 retters menu for kun 18 kr. De fleste tog på i vægt mens de var i Skrave.
Fagforeningen: Det var SID i Ørbæk, på et møde for medlemmer fortalte den lokale formand, at man hos DMI underbetalte sine medarbejder, men på mødet var Johan Caspersen der kunne fortælle at lønnen var over det man kunne få andre steder og han var ansat der. Dengang skulle man betale sit fagforeningskontingent på lokalkontoret – og når de ansatte fra fabrikken kom skulle han altid tale med dem om at de knoklede for meget og de skulle sætte tempoet ned, således at der kunne komme flere i arbejde, men det gjorde han kun når de var alene – derfor gik de ofte sammen derover, når de skulle betale kontingent. Efter nogle år meddelte de ham at de ville nu melde sig ind i Kristelig fagforening. Da fagforeningsformanden forstod at han var ved at mindste alle hans medlemmer på DMI fandt han ud af at jeg havde fyret en medarbejder for flere år siden, hvilket ikke var rigtig. Jeg fik et brev, uden afsender, og med et indhold på 12 ord hvor de 5 var der stave forkert. Der skulle nu laves blokade mod fabrikken. Så kom der en nydelig repræsentant fra SID i Odense ud og krævede at vi skulle lave overenskomst med dem. Jeg sagde at det ikke var mig der var imod dette, men deres egne medlemmer, og jeg kunne ikke gå mod mit personale. Det var første gang i de 36 år han havde arbejdet for Fagforeningen at han havde oplevet at det var arbejderne og ikke arbejdsgiveren der var imod en overenskomst. Vi kom i stedet ind under Metal i Odense, da deres overindkomst var den der var nærmes vores lønninger. Og så lukkede SID i Ørbæk.
Vores kontorpersonale, kunne ikke få mere i løn end dem på fabrikken, de fleste af dem var kun ansat for skattevæsnet og andre myndigheder skyld.
Det var dem på fabrikken der arbejdede, der skabte pengene.
Jeg købte ASA konservesfabrik i Århus uden bygninger, varemærket Plantage, som det var Netto havde eneret på. Det var et lavpris marmelade, og det passede ikke ind vi vores system, så Netto fik mærket og fandt en anden fabrik til at lave det.
Der var 2 pektin fabrikker i Europa og de gik ikke ind og tog den andens kunder, så da den pektin fabrik vi fik pektin fra, skulle ombygges, kunne vi kun få under det halve af det pektin vi skulle bruge, men ASA havde købte fra den anden så via dette navn kunne vi købe den ekstra pektin så vi klarede os igennem. Det havde ellers ville at været en katastrofe,
Vi var nu en vel renommeret, fabrik og fik mange interessante tilbud. Da der kun var to container boysenbær til Danmark et år så fik vi begge containere. Vi var den eneste der også købte Kiwi fra New Zealand. Italien var begyndt at dyrke Kiwi’er og var billigere, men ikke så gode, men dem købte vores konkurrenter, så derfor blev vi forfordelt.
I 1986 ringede de oppe fra Haparanda, grænse byen mellem Sverige og Finland. De havde 40 tons tyttebær tilbage på deres lagre som de gerne ville af med, så de kunne slukke for deres dybfrostlager. Normal gav vi 16 kr. per kilo, men vi fik dem til halv pris - 8 kr. Vi fik dem ned til Ørbæk most, og en uge efter sprang Tjernobyl i luften og i 3 år måtte man ikke bruge svenske tyttebær. Vores konkurrenter måtte købe dem i Canada til 34 kr. pr kg. Vi holdt prisen og alle butikker kunne kun få det samme antal som de havde købt året før – til samme pris vel og mærke.
Nu hvor vi er ved tyttebær vil jeg lige fortælle, at Levnedsmiddelkontrollen, kom og fortalte at vi havde for meget kaliumsorbat i tyttebærrene, jeg kunne fortælle at vi ikke kom noget tilsætning i, og at tyttebær er selvkonserveret, og har kaliumsorbat i fra naturen side.
Jeg var stolt over alle vores marmelader men der var 3 der skilte sig ud for mig. Bitter Orange Marmelade hvor vi blev bedømt af den fabrik, der leverede råvarene til næsten alle marmelade fabrikker i Europa, at vi var nr. 1. Tropisk Marmelade. Hvor man kunne smage alle frugterne, der var ikke nogle der var for dominerende. Og så vores Solbær syltetøj.
På fabrikken havde vi også nogle meget dygtige medarbejdere – Svend Åge Jensen der havde det store overblik over produktionen. Og Poul der blandt andet personligt stod for alt vores gele produktion og tog det meget personligt hvis der kom skum på toppen i glassene. De tog havde en indbyrdes kamp om at lave den bedste marmelade – det var rart at vide at ens medarbejdere gik så meget op i produktet.
Frugt er ikke bare frugt. Mit kenskab til frugt sorter kom mig til gode. Når vi kom 40 % jordbær i så var det danske, og ikke Polske som vores konkurrenter, og når de kom 40 % i, så var vores stadig den bedste.
Vi havde en stor skare Jordbær avlere. Vi var så heldige at FDB, var gået over til polske bær, så var det dejligt for os at vi kunne overtage avlerne, deriblandt var der også 2 borgmestrer iblandt. Hindbær havde en blanding af Canadiske, Spanske og Jugoslaviske bær, solbær kom fra Danmark , ingefær kom fra Australien de på trods af at de kostede 4 gange så meget som dem fra Østen. Abrikoser fik vi fra Sydafrika eller Argentina der var dobbelt så dyre som Iranske, men så var der heller ikke myrer i.
Vi havde problemer med at få leveret appelsiner, der ikke var overflade behandlet. Og selvom vi købte hele partier op fra Spanien – var de ikke uden overfladebehandling, og selv om de ikke var overflade behandlet, men bare de kørte på sorteringsbåndet, kom der noget på dem. Så vi startede en fabrik op i El Viso del Acor, nær Sevilla.
Den kom til at hedde La Vieja Fabrica (Den gamle fabrik på spansk). den lavede marmelade i halvfabrikata til os men samtidig fik vi også godt fat i det Spanske marked. Men vi var ikke velset blandt de andre industrier i området. Vi indførte alm. danske arbejdstider. Vi startet kl. 7 til kl 16, det var en stor glæde for vores personale, mens arbejderne på de andre virksomheder arbejdede fra 7:00 til 12:30 og igen fra 17 til 19.30.
Den danske Ambassaden i Madrid, kaldte vores fabrik i El Viso del Acor, for Danmarks stolthed i Andalusien
Vi skulle have fået ca. 6 millioner i EU-støtte, men det blev vi snydt for. Fordi der i de bygninger var der nogen andre, der havde fået det. Selv om det ikke var marmelade de havde lavet.
Det begyndte at gå rigtig godt nu også i Spanien, vi var kommet ind i de tre største supermarked kæder, hvilket var helt uhørt da man i Spanien var meget leverandør tro, og derfor kom også 3 andre danske firmaer og ville med i vores salgsselskab, men jeg havde 2 år tidligere spurgt om jeg måtte komme med i deres men fik nej, så jeg kunne kun sige nej og tak for sidst.
Vi havde et så dejligt personale, så vi ville give dem nogle rejser som en erkendelighed og også fordi de kunne se, hvor de ting vi anvendte, kom fra.
Så vi lavede rejser med hele personale og deres familie, første tur gik til Harzen med Frørup Rejser, hvor vi besøgte Nienbürg glasværk, som leverede vores glas.
Da vi var der i Asparges tiden gav de en asparges middag, Frørup Rejser havde lavet rejsen og på hotellet som vi boede på, skulle vi igennem et enkelt værelse for at komme ind i vores eget værelse, andre skulle ind gennem et dobbelt værelse. Det var et minus en stjerne hotel. Men det var en god tur.
Året efter skulle vi til Mallorca og efter Harzen hotellet valgte vi et 4* Hotel i Callas Vinas. Det var en pragtfuld tur og et minde jeg har på min nethinde var, inden afgang fra Billund, hvor alle de der aldrig havde været ude at flyve, sad som de nu skulle henrettes. De var meget blege i ansigterne.
Da vi brugte så mange appelsiner og Abrikoser, så jeg ville godt have at alle fik set hvor de kom fra. Vi besøgte også en marmelade fabrik, som vi aldrig glemmer. De lavede græskar marmelade, og skrællerne blev bare smidt på gulvet. Når de var færdig lukkede de nogle grise ind, og så der var gjort rent når kom næste dag.
Vi fik mange glas græskar marmelade med, men ingen ville spise det, så de byttede det til øl nede hos den lokale købmand.
Turen var det vildeste jeg havde oplevet, selv om jeg havde rejst meget. Det var det luksus ud over alle grænser.
Det var den gang Spies var førende og de havde sprit og tobak salg på flyverne, og de havde også god mad ombord og gode hoteller.
Jeg fik lidt vrøvl med skolen da vi tog mange af de unge med, de var jo også ansat 4-6 timer om ugen og 8 timer om dagen i Jordbær sæsonen.
Da vi kom hjem, kom de fra skatte forvaltningen i Ørbæk kommune, og ville have skat af de ansatte der var med, men jeg kunne ikke huske hvem der var med, så jeg blev pålagt at betale 25.000 kr. og så skulle vi inden vi rejste igen, anmelde det på kommunen.
Det skulle de da ikke bestemme, så rejserne kom ikke mere til at findes i vores regnskaber som rejser. Året efter tog vi på en uge til England for at se hvor lågene blev fremstillet.
Næste rejse gik til Costa del Sol, hvor vi var på ture til Gibraltar og Ronda den hvide by. Denne tur var en ren ferie.
Næste rejse gik også til Costa del Sol da vi skulle ned og indvie vores fabrik i Spanien i El visa del Acor. Vi var over 100 afsted. Alle rejser undtaget Harzen var på en uge.
Vi skulle med et fly med en tidlig afgang så der blev serveret Morgenmad ombord. Her havde jeg sørget for at der på bakkerne var små glas fra den gamle fabrik. De var i lavet i hemmelighed, i vores køkken, så de ansatte blev noget overraskede.
En ansatte kom op til mig og ville af sted til Mallorca igen, jeg sagde hun skulle hellere tage til Ibiza, det var der de unge tog hen. Det var hendes kæreste ikke glad for, for der mødte hun en anden og blev kæreste med ham. Han blev godt sur på mig.
Jeg rejste med Spies til Fabrikken i Spanien. Den gang kostede den billigets billet hos SAS 2.850 kr. og business billet 5.200 kr. Spies måtte ikke sælge kun flybillet, så jeg fik et hotel der hed Pegasus. Det var der ikke noget der hed, men min flybillet kostede kun 700 til 900 kr.
Vi var en god kunde hos Spies. Så gode at vi blev inviteret til deres salgspræsentationer – hvor vi fik Tequila-Slammere så hatten passede, og helt i Simon Spies ånd.
Vi var ikke bange for at vise vores fabrik frem, der kom i perioder 2 -3 bus om ugen til rundvisning, eftermiddagskaffe med brød og marmelade og derefter kørte de ned til Simon Skårup på Hjørnegården.
Vi havde mange glæder, folk der skrev godt om vores marmelade.
Men der var også det modsatte: en urmager i Thisted påstod at han havde fundet muselort i hindbær marmeladen. En af vores sælger tog der op for at give ham nogle glas og ville gerne se de muselorte. Det kunne han ikke få lov til, de skulle sendes til pressen, men han ville for godt 100,000 kr. glemme det. Vi var sikre på at det ikke kunne være rigtigt, så vi gik til politiet, og de fortalte at de havde haft fat i ham tidligere, for vi var ikke den første han havde forsøgt at afpresse.
Vi støttede også Tårup i F vi købte trøje til men kun til små hold, men jeg faldt også over et parti blå joggingdragter til junior hold, en kæmpe succes og de brugt dem både til skole og fritid. En anden sjov ting var vores trøjer til babyer med skriften ”hvis du synes jeg er sød, så skulle du bar se min Bedstemor ”. Der kom småbørnsforretninger, der ville købe nogle magen til dem, vi havde delt ud til vores kunder.
Hvert år var det rutine at vores kunder hvert år til jul fik et ½ kg bolcher, i en dåse fra Sømods Bolcher fra den gamle fabrik.
Da vi et år havde fået ny direktør mente han at det var for lidt og kunderne i stedet skulle have en flot kurv med alverdens lækkerier. Da sælgerne kom ud og overbragte dem den nye julegave, var det første de spurgte: hvor er bolcherne? Og så måtte vi i hast få lavet en masse bolcher, så sælgerne kunne komme ud med den sædvanlige julegave.
Vi var nødt til at have en bank i Spanien da vi også som i Danmark skulle have noget kapital, og den eneste danske bank der var repræsenteret i Spanien var Jyske Bank. De forlangte at få den danske aftale med for at vi kunne få den spanske.
En dag ringede de fra den Jyske bank og sagde at de ville opsige vores aftale og jeg skulle indløse alle vores lån. Men de gav mig et tilbud om at overtage Den gamle fabrik for 10 mil.
Jeg afviste dem og annonceret fabrikken til salg – Der var mange, der var interesseret: Danisco, Frellesens Kaffe, Dr. Øtker, Rynkeby og en del andre. Spritfabrikkerne, som jo ejede en del andre marmeladefabrikker, heriblandt Skælskør og Vendelbo troede på et tidspunkt at de havde vundet – men valget faldt på Danish Brand, da de havde lovet at bibeholde fabrikken i Frørup.
Jeg fik næsten 7 gange så meget for den. Og så var mit eventyr slut.
Beklageligvis blev fabrikken efterfølgende solgt igen til Procordia i Sverige (Volvo) og siden da til Orkla i Norge – og så blev fabrikken lukket og flyttet til Svinninge (på Sjælland – ved Holbæk) og senere til Skælskør.
Tak for i aften...
I pausen undervejs i fortællingen blev der selvfølgelig serveret kaffe/the og marmelademadder.
© Foto Steen Jensen
---
Erik krydrede også foredraget undervejs med mange små anekdoter, som ikke er med i manuskriptet, men det er jo derfor vi går til foredrag - for at få det hele med. Mange tak til Erik Søemod for at dele historien om Den gamle fabrik med os andre.
Næste gang der er foredrag i Tårup Foredragsforening er torsdag den 23-02-2023 kl. 18:30, hvor aftenen indledes med stegt flæsk og persillesovs inden generalforsamling og foredrag med storvildtjæger Hans Haarsløv.
På gensyn i Tårup Foredragsforening...
