22. december 2022:
Tårupportalens redaktion har fået et tip om at en ny børnepasningsordning er på vej i Tårup, hos Heidi Planck og Henrik Kragh på Bækvej 9. Derfor tog vi på besøg hos de to, for at høre mere konkret om deres planer.
Heidi og Henrik er uddannede pædagoger i 2002/2004 og har siden da arbejdet med børn og unge i forskellige typer børneinstitutioner på Sjælland og på Fyn. De flyttede til Tårup med deres lille familie bestående af Daniel, Frederik og Anna i september 2019 og blev gift i sommeren 2020. Daniel er netop flyttet hjemmefra.
Heidi og Henrik har gennem deres arbejdsliv fået mange erfaringer i arbejdet med børn i alle aldre.
På den baggrund har de nu fået lyst til og mod på, at bruge deres erfaringer og kompetencer i deres eget pasningstilbud.
Et børnepasningstilbud, hvor omsorg og tryghed er nøgleordet, ikke mindst i forhold til forældre.
Hvor og hvordan bliver de fysiske rammer for pasningsordningen? Bliver der også mulighed for at være udenfor i det frie?
Børnepasningstilbuddet bliver indledningsvis på Bækvej 9, hvor stuen inddrages til at være børnenes område. Børn har godt af at være ude i det fri, ideen er da også derfor, at en del af deres store område bliver et skærmet område, hvor børnene kan udfolde sig gennem leg og aktiviteter.
Hvor mange pladser planlægger I at starte op med i børnepasningsordningen?
Vores plan er at starte op når vi har 4-5 børn tilmeldt. Det maksimale antal vil være 8 børn.
Hvad er vigtige værdier for jer og hvad lægger I vægt på i arbejdet med børnene?
Vores værdier beror på fællesskab, omsorg og tryghed. Vi vil guide det enkelte barn og børnegruppen, så de får en oplevelse af, at de er betydningsfulde alene og sammen med andre, i et fællesskab baseret på omsorg for hinanden og respekt for forskelligheder.
Foran, ved siden af og bagved
Heidi og Henrik vil bygge indsatsen i deres tilbud med en udviklingsteori om de 3 læringsrum som man som pædagog kan befinde sig i, når man skal formidle viden til børnene i den pædagogiske praksis.
- I det første læringsrum går pædagogen foran barnet. Her har pædagogen en viden som hun skal formidle videre til barnet, som er nødvendigt for at barnet kan løse den opgave som pædagogen har opstillet.
- I det andet læringsrum har pædagogen en mere sidestillet rolle med barnet. Pædagogen og barnet udforsker emnet sammen og har begge indflydelse på form og indhold. Den voksne har en støttende rolle i dette læringsrum.
- I det tredje læringsrum er det barnet, der er i fokus. Barnet har nu selv redskaberne til at løse den givne opgave, og den voksne går derfor i baggrunden og bagved barnet. Barnet står for så vidt muligt selv for form og indhold.
Hvad er vigtige værdier for jer og hvad lægger I vægt på i samarbejdet med børnenes forældre?
Med barnet i fokus vægter vi værdierne ærlighed, åbenhed, rummelighed og vil gerne herigennem opnå en gensidig tillid til forældrene der har børn i vores pasningstilbud.
Vi er meget bevidste om, at det for mange forældre, kan være forbundet med usikkerhed og bekymring, når de for første gang, efterlader deres barn i et pasningstilbud, det er utroligt vigtigt, at de har tillid til os, relationen forældrene og os imellem er altafgørende for et fremtidigt samarbejde. Vi ønsker derfor, at indkøringsfasen for børn og forældre, foregår i trygge rammer og i et tempo, som afspejler forældrene og det enkelte barn behov.
Hvordan bliver åbningstiderne i jeres tilbud? Er pasning udenfor åbningstiderne muligt? Har I åbent i weekender? Helligdage?
Vores åbningstider vil afspejle de kommunale. Vi ønsker at åbne ca. 6.30-7.00. Mandag til torsdag lukker vi 16.00-16.30 og fredag 15.00-15.30. Der vil være lukket lørdag/søndag og på helligdage.
Tiderne søges tilpasset børnegruppens og forældrenes behov.
Vi arbejder i planlægningen med en uge ad gangen, hvor forældrene melder ind hvilke behov der er for den kommende uge.
Hvordan vil en dag se ud for et barn i jeres pasningsordning?
Vi har i fællesskab arbejdet på at beskrive, hvordan dagligdagen i vores private pasningstilbud kommer til at se ud.
Morgen rutinen:
Vi forestiller os, at de første børn ankommer i tidsrummet 06.30 og 08.30, de bliver så tilbudt morgenmad. Afhængig af børnegruppens behov, deler vi os op, så Henrik eller jeg leger på gulvet, eller trækker udenfor med den børnegruppe der har spist, medens den anden gruppe spiser færdig.
Formiddags rutinen:
Efter morgenmads rutinen, får børnene tjekket deres ble eller bliver tilbudt at komme på potten. Hvorefter vi deler børnene op i to grupper, hvordan grupperne deles, afhænger af det enkelte barn og børnegruppens behov. f.eks. kan der være børn der sover formiddagslur og derfor har behov for at blive i huset.
Børn der i indkøringsperioden, altså nye børn, kan også have bruge for at blive tilbage medens en gruppe går på tur. Vi forestiller os, at der dagligt vil være en gruppe der går på tur i nærområdet, eller tager på tur med Henrik eller jeg evt. sammen med andre private børnepassere. Det er også muligt, at vi deler os op, i en ude/inde gruppe. Turgruppen tager formiddagsmad med, medens den gruppe der bliver tilbage, får tilbudt formiddagsmad i huset.
Frokost/lur rutinen:
Omkring 10.30-11.30 tiden er det frokosttid, de fleste dage, vil de to grupper, forenes i huset. Der skiftes bleer og der bliver mulighed for at komme på potten, for børn der har behov for dette. Efter behov bibeholdes grupperne fra formiddage, ved behov dannes nye grupper. Vi sidder ved to borde og spiser frokost og efterhånden, som børnene har behov for at blive puttet til lur, putter Henrik eller jeg, medens den anden spiser færdig med de resterende børn, ved et af de to borde. Der kan være børn, der sover senere, de får f.eks. tilbudt højtlæsning, sang og musik eller leg.
Hvis turgruppen har forberedt en længere tur, er der mulighed for, at de medbringer madpakke og spiser på turen, hvorefter de vender tilbage til huset til bleskift og lur.
Eftermiddags rutinen:
Når børnene vågner fra lur, får de skiftet ble og eller bliver tilbudt at komme på potten, de bliver løbende tilbudt eftermiddagsmad. Når cirka halvdelen af børnene er vågne og har spist, er der mulighed for, at Henrik eller jeg kan gå ud i haven sammen med denne gruppe, men vi kan også vælge at lege inde, afhængig af børnegruppens behov.
Eftermiddags stunden, skal gerne være en hyggestund, hvor børnene får lov at “fordøje” dagens indtryk imens de løbende bliver hentet. Børn der har en lang dag, kan ligeledes have behov for endnu et bleskift el. toiletbesøg, fælles for alle børn er dog at bleskift selvfølgelig foretages efter behov.
Overvejer I at samarbejde med andre private pasningsordninger i området?
Ja, vi har gode kontakter til andre pasningsordninger som vi kan gøre brug af, hvor samarbejde om aktiviteter, udflugter og f.eks. teater kan være indholdet.
Hvad kommer det til at koste, at have et barn hos jer? Hvordan er prisen sammensat? Hvordan betaler forældrene?
Den månedlige pris bliver 9.000 kr. inkl. kommunens tilskud til forældrene på pt. ca. 6.176 kr. Forældrene betaler direkte til Heidi og Henrik.
Hvilke ting er inkl. i prisen?
Mad og cremer er inkl. i prisen.
Har forældrene særlige ønsker til f.eks. cremer, medbringer barnet selv dette.
Skal barnet selv medbringe noget?
Barnet medbringer selv tøj, bleer, barnevogn, dyner og tæpper.
Hvordan er barnet forsikret?
Vi melder os ind i foreningen privatbornepasningfyn.dk, og med et medlemskab følger en erhvervsansvarsforsikring og en arbejdsskadeforsikring. Børneulykkesforsikring, står forældrene selv for.
Hvor mange uger om året holder I ferie? Hvordan planlægger I det?
Vi tænker at lave en ferieplan, som udleveres 2 gange om året, i maj og oktober.
Hvis et barn er sygt - hvordan forholder I jer til det?
Barnet må ikke komme i pasningstilbuddet, hvis det har over 38 i feber. Barnet skal være rask en hel dag, før det igen kommer i pasningstilbuddet. Vores fokus er på barnets helbred.
Vi følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer for området.
I kan også selv blive syge - hvad gør forældrene så?
Hvis vi selv bliver syge, vil vi søge at have en godkendt vikar vi kan trække på.
Hvad er den videre plan - hvornår påregner I at starte pasningsordningen op?
Nyborg kommune har nu godkendt, at vi kan starte en privat pasningsordning, og når der er tilmeldt 4-5 børn starter tilbuddet op. Gerne tidligt i 2023.
Hvis forældre er interesseret i at gøre brug af jeres tilbud, hvad skal de så gøre? og hvornår?
Interesserede forældre kan ringe, skrive, eller komme forbi efter aftale her på Bækvej 9 i Tårup.
Telefon: 5335 8569 Mail:
Hvad er den videre proces nu?
Nu skal vi have de fysiske rammer - ude og inde - gjort klar. Mentalt er vi helt klar.
Vi er overbeviste om, at vi kan tilbyde børn og forældre, som benytter vores pasningstilbud, en professionel tilgang, hvor vi vil yde vores absolut bedste for, at børn og forældre føler sig trygge og hvor vi møder det enkelte barn og børnegruppen, ud fra de forudsætninger de hver især bringer ind i fællesskabet.
Vi glæder os meget til at høre fra børnefamilierne.
--
Tårupportalen ønsker Heidi og Henrik held og lykke med deres private børnepasningstilbud og god vind fremover.
© foto og interview Steen Jensen