2. november 2022:
Vi havde før forrige sæson, søgt om at få lov til at opstille en saunatønde ved parkeringspladsen ved Kongshøj strand. Saunatønden havde vi fået bevilget penge til. Desværre fik vi afslag fra Kystdirektoratet. Tårup landsbyråd som havde søgt om tilladelse, ville søge om tilladelse en til anden placering. Nu er vi enige om at udsætte både ansøgninger om penge og opsætning af saunatønde til bedre tider. Det vil være alt for dyrt at varme en saunatønde op.
Vinterbadesæsonen er så småt begyndt, og vandet er dejligt, selvom det endnu ikke er så koldt. Målt ved Vikingelauget i Nyborg, har vandet været mellem 8 og 13 gr. den sidste måned. Alt efter hvor strøm og vind er i og over Storebælt.
Vi mødes stadigvæk kl. 9 hver lørdag. Når vi har været i vandet, snakker vi ½ til 1 time, inden vi kører hver til sit. Forrige lørdag sang vi fødselsdagssang for Lea der havde nybagte boller og smør med. Der er plads til flere så kom og vær med.
Hilsen Lotte på vegne af vinterbaderne.
© foto Lotte Nielsen