Søndag d. 10. juli 2022 kl. 15-17 slår Stine dørene op til hendes nye galleri, værksted og undervisningslokale på Bækvej 3.
Et par festlige timer, hvor Stine også gerne fortæller om ombygningen, sin glas- og smykkekunst, arbejdsprocesser og workshops.
Ombygningsprojektet tog sine første spæde skridt tilbage i det tidlige 2021, hvor der blev tegnet og vurderet, håndværkertilbud indhentet og LAG SØM midler søgt. Og som i ethvert godt eventyr skulle man igennem forskellige udfordringer, i dette eventyr bl.a. corona og vejrlige udfordringer, for at nå frem til den lykkelige slutning. Hvilket kun har kunnet lade sig gøre ved hjælp af et godt samarbejde med Carsten fra CCD Totalentreprise og tilskuddet på 122.200 kr. fra LAG SØM, Den Lokale Aktionsgruppe for Syd- Øst- og Midtfyn, den europæiske landbrugsfond for udvikling af landistrikterne.
Her godt et år efter står den fineste bygning nu klar til at tage imod såvel kursister, kunder, kunstforeninger og andre interesserede.
På åbningsdagen bliver der serveret lidt godt og der vil være en lille overraskelse at tage med hjem.
Alle interesserede er velkomne!
Stine Kiel Ratzow