15. august 2021:
Line Lund Schmidt og Joshua Daniel Pratt Nielsen er flyttet til Tårup her først i juli måned. Nærmere bestemt på Lersey Alle 22 - tæt ved Storebælt.
Line er opvokset i Odense og Joshua har trådt sine barnesko i Svindinge. Fynboer begge to. De kommer hertil fra Roskilde, hvor de har boet en længere periode.
Line er fotograf og arbejder som bryllupsfotograf og Joshua er IT-programmør og arbejder for et reklamebureau i København. De kan begge to arbejde en del hjemmefra - godt hjulpet af fibernettet - dog påregner Joshua at pendle til København en gang om ugen.
Noget af det der har fået de to til at flytte til Tårup, er selvfølgelig den dejlige natur, at det var hjemegnen for Joshua, men også i høj grad det aktive fællesskab i Tårup, de har kunnet læse om på Tårupportalen og som de er meget optaget af at blive en del af.
Deres nye naboer Jette og Kjeld Larsen tog fra starten Line og Joshua med til Grill under "Egen" og de har været med lige siden. Godt naboskab er guld værd.
Tårupportalen byder Line og Joshua hjertelig velkommen til Tårup og landsbyens fællesskab.
© Foto Steen Jensen