28. april 2021:
Jeg har længe fulgt med i insekternes levevilkår i Danmark, og når man tænker tilbage på sin barndom, så husker jeg tydeligt alle de mange flotte sommerfugle, bier, humlebier, natsværmere, guldsmede, græshopper osv., som vi kunne gå i haven og markerne og opleve på nært hold.
Og jeg husker også et stort fugleliv med mindre fugle i haverne.
Alt dette er der blevet meget mindre af, og det er synd for vores natur, planter og dyr.
De senere år har der været meget omtale af, hvad man kan gøre som enkeltperson eller som virksomhed, for at støtte op om en rigere biodiversitet.
Det ligger andelskassen meget på sinde at være aktiv i vores markedsområde på mange områder. Så nu er tiden kommet til at vi bidrager på dette område.
Derfor bliver vores have, som i mange år har været tilsået med græs, omdannet til en blomster- og insekthave. Der sås en lang række forskellige blomster, planter og krydderurter, og vi planlægger også at lægge sten, gamle træstammer mv. ud i haven til gavn for insektlivet.
Vi opnår herved at spare på benzinen til græsslåmaskinen, fjerne støjen fra græsslåmaskinen og forbedre levemulighederne for insekter, fugle og blomster.
Vi glæder os til at se resultatet om nogle få måneder, og også gerne vise det frem for interesserede.
Tidligere har vi opstillet el-ladestander på P-pladsen ved andelskassen, som er til brug for alle som kører i el/hybridbiler. Vi har også udskiftet til led-pærer inde i andelskassen.
Og vi prøver at tænke alle de muligheder ind vi har, for at støtte op om bæredygtighed til gavn for os alle.
Venlig hilsen
Jesper Hansen
Direktør, Frørup Andelskasse
Gode lokale kræfter bistår Frørup Andelskasse med haveprojektet.
© foto Steen Jensen