7. april 2021:
Projektgruppen Vild med Tårup fik onsdag aften besøg i Tårup forsamlingshus af Sonja Marie Jensen (S), der gennem www.vildmedtaarup.dk havde erfaret, at vi i Tårup i et stykke tid, har arbejdet på at øge biodiversiteten i landsbyen.
Sonja er optaget af emnet generelt og udtrykte derfor et ønske om at høre nærmere om gruppens projekt - og fik en invitation.
Det blev til en god og spændende samtale om projektgruppens visioner og biodiversitetens vilkår generelt i Nyborg kommune. Dejligt når en kommunalpolitiker viser interesse for det der foregår i de små landsbyer i kommunen.
Efter mødet blev der tid til en rundtur på fællesarealerne under Egen for at med egne øjne at se, hvor projektgruppens første ideer kommer til udtryk rent fysisk. Sonja var synligt imponeret over vores dejlige område under Egen og de gode faciliteter vi råder over der - ikke mindst vores nye hestebom kunne få smilet frem.
Rundturen sluttede ved vores nyanlagte petanquebaner på den bageste del af fællesarealerne, hvor projektgruppen har planlagt at give Tårup en lidt vildere natur. Her var der også dukket tre helt nye naturbænke op.
Projektgruppen Vild med Tårup takker Sonja Marie Jensen for besøget og interessen for projektet.
© foto Steen Jensen