10. marts 2021:
Den 3. marts 2021 modtog Tårup Landsbyråd en forespørgsel fra Teknik- og Miljøafdelingen, som ønskede at afdække, om vi havde ønsker til etablering af nye cykelstier. Grundet den yderst korte svarfrist, har vi ikke kunne nå at få det ud til drøftelse i byen. Den 8. marts har vi sendt vores svar til Nyborg Kommune. Vi har fremsat ét klart ønske, nemlig etablering af en cykelsti mellem Tårup/Frørup og Nyborg. Et ønske, som har været fremført fra tid til anden. Vi har anført, at cykelstien ikke behøver at skulle løbe parallelt med Svendborg- Nyborg landevejen. Andre løsninger må afdækkes
En ide kunne være, at se på muligheden for at cykelstien kunne løbe langs med/ved siden af den gamle Svendborg-Nyborg Banen fra 1897. Her tænkes på strækningen fra Frørup til Nyborg. For mere info om det gamle togspor, se https://www.visitnyborg.dk/nyborg/planlaeg-din-tur/3-stop-den-roede-kloeversti-gammel-jernbane-gdk1067051. Denne løsning har også en fantastisk egnshistorie og kan bidrage til cykelturisme på Østfyn og ville falde i tråd med cykelstrategien i Nyborg Kommune. Denne løsning kunne blive et godt supplement til de mange spændende aktiviteter, som trække turister til Nyborg og gerne videre ud i landsbyerne.
En mere traditionel løsning fordrer, at der medtænkes, hvordan flest mulige landsbyer, kan drage nytte af en cykelsti f.eks. at en cykelsti fra Nyborg til Tårup/Frørup også får fat i cykelstien, som går mod Langå.
Hvis det lykkes Nyborg Kommune at få midler fra statens cykelstipulje, kommer vi måske tættere på realisering af vores ønske – i konkurrence med de andre landsbyers ønsker for cykelstier.
På vegne af Tårup Landsbyråd
Mette Bro Jansen
Formand for Tårup Landsbyråd
Tårup Landsbyråd
Tlf.: 23347401