04. juli 2020:
Via Landsbyrådets målrettede indsats er der - som tidligere omtalt på portalen - nu indkøbt 8 flagstænger som kan opstilles ved de 4 indkørselsveje til Tårup. Landsbyrådet har også fundet 4 "flagværter" der opbevarer flagstængerne og står for opstilling på flagdagene.
Flagværterne er nu en del af Tårup Flaghejserlaug, der som bekendt står for flagningen fra kirkens flagstang på de nationale flagdage.
Sammen er man blevet enige om, at flagstængerne skal stilles op følgende dage :
- HM Dronningens fødselsdag 16. april
- Danmarks befrielse 5. maj
- Grundlovsdag 5. juni
- Valdemars dag & Genforeningsdagen 15 juni
- samt på den dag hvor der er konfirmation - i år er det 30. august.
Der ud over har Flaghejserlauget vedtaget, at det skal være muligt at bestille en flagning. Det vil sige at flagstængerne sættes op ved de 4 indkørselsveje. Det kunne være hvis nogen ønsker at markere en rund fødselsdag, et bryllup (herunder sølv, guld, diamant o.s.v.) eller anden festlig anledning.
I så fald kontakter man laugets formand, Michael Gertsen - tlf. 2618 7090 eller helst på mail
For denne "ekstra flagning" vil Flaghejserlauget blive glad for et tilskud på 250 kr. til den årlige sommergrill for laugets medlemmer.
Det er et smukt syn når der flages ved indkørselsvejene, fra kirkens flagstang og blandt adskillige der har flag og flagstang. De fleste flagdage falder fra april til juni. I den periode er der også mange turister der passerer gennem Tårup på vej til campingpladser, sommerhuse eller på cykelrute 8 - Østersøruten - og her vækker flagningen helt sikkert også opmærksomhed og glæde.
Håbet er at endnu flere "flagstangs-ejere" vil følge trop på flagdagene.
Venlig hilsen
Michael Gertsen
© Foto Steen Jensen