5. juni 2020:
Tårup Landsbyråd har banet vejen til en stor oplevelse. Stien op til et af vores fortidsminder i Tårup - Kongshøjen på Boholtevej - er ryddet og giver nu let adgang til en storslået udsigt.
En flot udsigt til Kongshøj Strand og Storebælt. Netop nu er udsigten krydret flot, hvor ærtemarken har fået et farverigt stænk af valmuer.
Så langt så godt - trænger du til et hvil mens du nyder udsigten - Karsten Mengel har klaret alt det praktiske og Landsbyrådet har skaffet midlerne til en bænk på højen.
Så hvorfor ikke lægge vejen forbi Kongshøjen her i grundlovs-weekenden - mellem regnbygerne - og se det hele med dine egne øjne?
Om Kongshøjen
I 1937 vedtog rigsdagen en ny naturfredningslov, denne bestemmer, at alle jordfaste fortidsminder er fredede, uden ejerens samtykke behøves at indhentes og uden at der gives erstatning.
Denne høj som tidligere er beskrevet som ” Kongens høj ” er omfattet af denne lov.
Højen inkl. jorden ved siden af er opkøbt til ejendommen ”Grøfteskov” i 1917. Det er udstykning fra Glorup kaldet Kongshøjsjorden. Det er efter den at gårdene ned mod stranden har navn. Området hed tidligere Kongshøj by.
I 1920érne har nationalmuseet gravet i den, men fandt intet af værdi, det antages at der har været gravrøvere for århundreder tilbage.
Højen menes at være en gammel Kongehøj med en boplads på jorden ved siden af.
Der er i årenes løb dukket masser af flinteøkser og stene der er forarbejdet op på marken omkring højen.
© Foto og reportage Steen Jensen