6. juni 2020:
Ups! - Tårupportalens redaktion var en tur på Kongshøj Strand her til aften og havde nær snublet over denne lidt underlige tingest, der var plantet solidt i jorden tæt ved stranden
- og et nærmere eftersyn viste, at den ikke var alene...
Faktisk burde det ikke komme som en overraskelse, fordi redaktionen også var her forbi i formiddags og fandt et par mænd rumstere rundt med en overdiminsioneret boremaskine i den friske blæst.
Det hele handler om et fælleskommunalt projekt og to stenbidere.
To stenbidere af træ der skal stå på søjler og fungere som shelter for friluftsfolket. Det er ganske vist.
I forbindelse med det fælles kommunale projekt ’Blå Støttepunkter – Kystnære opholdspladser i Assens, Middelfart, Nordfyn, Kerteminde og Nyborg Kommuner’ opstilles moderne overnatningssheltere med ca. 7-10 km afstand hele vejen langs de fem kommuners kyster.
Lokale og besøgende på Fyn får med de Blå Støttepunkter helt nye og unikke muligheder for at opleve og benytte den fantastiske fynske kystnatur. Det bliver muligt at sejle i kajak, gå eller cykle fra støttepunkt til støttepunkt, ligesom lystfiskere kan drage nytte af shelterne som læ- og rastepladser.
Shelterne vil understøtte friluftslivet langs kysten hele året, idet shelterne kan åbnes på dage med roligt og lunt vejr, og lukkes mere til på dage med hårdt og koldt vejr. Derved forlænges sæsonen for overnatning i det fri.
Støttepunkterne placeres på offentlige og private arealer, og alle pladser bliver offentligt tilgængelige. Den kystnære placering samt lokaliteternes relative nærhed på hinanden er væsentlig for de blå støttepunkters formål, nemlig at understøtte friluftslivet langs kysten og muligheden for at gennemføre vandre- kajak- og cykelture hele vejen rundt om Fyn.
På shelterpladsen ved Kongshøj opføres 2 shelters af typen ”Stenbider” på 6 m².
Stenbider opføres i træ med en højde på 2,4 m.
Planen er, at projektet bliver gennemført maj-juni 2020.
I løbet af en 14 dages tid kommer de to præfabrikerede stenbidere til Kongshøj Strand, hvor de i et samarbejde mellem Landsbyrådet, Kongshøj Strand Camping og Nyborg kommune bliver placeret på de nye fundamenter til glæde for friluftsfolket.
Mere om det når stenbiderne kommer til Kongshøj...
© foto og reportage Steen Jensen