Nytåret 2016/2017
Tårup portalen ser her ved udgangen af 2016 tilbage på året der gik, med en nytårskavalkade over mange af de gode og spændende fælles arrangementer og tiltag, der har været både i Tårup og i Frørup.
Fornøjeligt og måske lidt temmelig imponerende at se/gense, hvor meget der egentlig sker her hos os i de to aktive landsbyer gennem et år.
Sæt dig godt til rette - giv dig bare god tid, her er meget at se - scroll ned over siden - og se eller gense de mange stjernestunder fra Tårup og Frørup i 2016.
Klik på billederne, hvis du ønsker at læse mere om det enkelte arrangement.
Rigtig god fornøjelse - med ønsket om et godt Nytår og på gensyn i 2017 fra Tårup portalen.
Januar
Fra de 7 verdenshave...
Tårup og Frørup Seniorklub var den første til at skyde 2016-aktiviteterne i gang - som et symbol på det gode samarbejde mellem Tårup og Frørup - med et rigtigt hyggeligt eftermiddagsarrangement i Tårup Forsamlingshus.
For at styrke kamp- og klubånden i det nye år, startede eftermiddagen med klubsangen.
Straks derefter tog 75 årige telegrafist Marie Finne fat på, at fortælle om sit spændende liv på de 7 verdenshave.
Over stok og sten og naboens pløjemark
Søndag den 17. januar 2016 gentog Tårup Forsamlingshus Venner og "Under Egen" - for femte gang - den årlige vintergåtur i lokalområdet, med efterfølgende suppe under Egen. Ruten var som sædvanlig en velbevaret hemmelighed og blev først åbenbaret efterhånden vi kom frem.
Turen i år var på 6,7 km, i blandet terræn. 650 m grusvej, 1160 m mark, 300 m skov en enkelt græsplæne og resten asfalt. Heldigvis var der indlagt et velfortjent kakaostop undervejs.
Borgmesteren på besøg
Torsdag den 28. januar 2016 var borgmester Kenneth Muhs på besøg i Tårup Foredragsforening, med sit oplæg om udviklingen i Nyborg kommunes landdistrikter. Det var en nærværende og veloplagt borgmester, der mødte et ligeså veloplagt Tårup-publikum. 60 beboere havde trodset Bonderøven og Station 2 og var mødt frem i Tårup Forsamlingshus for at høre Kenneth Muhs.
Det blev til en spændende aften i Tårup Foredragsforening med ny indsigt i hvad der rør sig i Nyborg Kommune om landsbyernes fremtid, direkte fra borgmesteren selv. Mange fik svar på deres spørgsmål - dog fik ikke alle de svar, de ønskede sig mest.
Men borgmestersnak gør det ikke alene.
Februar 
Seniorklubben var på "banen" igen med et foredrag om tidligere jernbanestrækning mellem Svendborg og Nyborg
og Tårup Foredragsforening holdt generalforsamling med stegt flæsk og persillesovs, før vi tog hul på en ikke helt nem rejse med Jørn Henrik Petersen fra velfærdsstat til konkurrencestat.
Sidst i februar havde Tårup Forsamlingshus’ Venner i samarbejde med Menighedsrådet, stået for en nyskabelse i Tårup-aktiviteterne: "Brunch efter kirkegang".
Samtidig opsatte den lille innovative og nystartede Frørup-virksomhed Crowberries fire topmoderne affaldsstandere i Nyborg
og Tårup Landsbyråd holdt Åbent hus i Tårup Forsamlingshus.
Marts
Et tidligt forår pressede på og der blev sat nye lamper op på forsamlingshuset,
inden det blev tiden for de årlige generalforsamlinger, hvor forsamlingshuset på overraskende vis fik nye Venner.
Seniorklubben holdt Forårsfest for at hilse foråret velkommen med god mad og en lille een...
April
Inger Mechlenburg og Tårupportalen tog på besøg hos Frørup Savværk og Maskinsnedkeri og blev sat grundigt ind i Douglas-granens fortræffeligheder...
Efter besøget hos Frørup savværk, fortsatte vi en tur rundt i Frørup og fik sat fokus på Frørups mange gamle bindingsværkshuse...
Den 13. april mødtes vi til en hyggelig fællespisning i Tårup Forsamlingshus med lasagne på menukortet...
og straks derefter var de friske folk fra Tårup Forsamlingshus bestyrelse i fuld gang med at male den gamle sal...
Maj 
1. maj holdt vi konfirmation i Frørup Kirke
og den 8. maj var der konfirmation i Tårup Kirke.
I maj gennemførte vi Tårup-løbet for børn og voksne med start fra Tårup Forsamlingshus
- og Seniorklubben tog på udflugt til København
I Frørup fik vi nye bænke sat op ved udsigtspunktet ved møllerne
og Tårupbogen blev åbnet så langt Boggruppen er nået.
Juni 
Juni startede med fællesspisning i Frørup Forsamlingshus...
Den årlige sogneudflugt - arrangeret af menighedsrådet - blev et tilløbsstykke og gik til Ærø.
Vi tog også hul på sommerens mange Grill under Egen i Tårup.
I Frørup Forsamlingshus holdt Nyborg Kommune borgermøde om nye lokalplansbestemmelser for byen.
På Frørupgaard holdt vi Sct. Hans med båltale af byrådsmedlem Martin Huus.
Tårupportalen og Inger Mechlenburg fra Frørup Landsbyråd sluttede juni af med at aflægge besøg hos Kulinariske Kildegaarden, hvor de var ved at lægge sidste hånd på det nye køkken.
Kulinariske Kildegaarden leverer i øvrigt en flot gourmet Nytårdmenu ud af huset, så giv kokken fri...
Juli 
Juli er som regel en mere rolig måned i landsbylivet, men tre raske gutter kom og fortalte: Vi har bygget en bar til Forsamlingshuset!
August
Den 13. august løb den årlige Familiedag under Egen af stablen. Det blev til en rigtig hyggelig dag for familierne i Tårup.
Det blev også til et farvel til Tårup gamle vandværk, hvor Steffen Kildegaard på kort tid fik det jævnet med jorden...
September
Nyborg Kommune mener at vi skal have nye "Byporte" ved landsbyerne.
Afslutningen på årets Grill under Egen blev en guidet svampetur i Tåruplundeskoven.
Lørdag den 17. september kunne Tårup Landsbyråd indvi den nye helårsbadebro ved Kongshøj Strand. Formand for Teknik og Miljøudvalget i Nyborg kommune klippede snoren over - og broen blev taget i brug med det samme...
Forud for åbningen af broen var der gået et lang forløb med ansøgninger om tilladelser, midler og med selve byggeriet - se hele processen her:
Seniorklubben tog på udflugt til Frydenlund Zoo
og Tårup Vandværk fik navn på...
Tårupportalen tog sammen med Inger Mechlenburg på besøg hos Frørup Vingaard og her åbnede sig en helt ny verden, som mange måske ikke er klar over eksisterer.
Oktober
Tårup foredragsforening tog hul på sæsonens foredrag og havde hentet vicekriminalinspektør Henrik Justesen til Tårup, for at fortælle om opklaringsarbejdet i Fyns Politi.
og Tårup Vandværk blev indviet først i oktober..
Traditionen tro holdt Seniorklubben Høstfest i Tårup Forsamlingshus, med suppe, peberodskød og et tre mands orkester...
Vennerne havde arrangeret en oktoberaften med fællesspisning og smagsprøver fra Ørbæk Bryggeri
November
I november måned, var der meget at komme til i Tårup og Frørup, men først
Dorte fik et træ...
Formand for Nyborg fælles Landsbyråd og medlem af Tårup Landsbyråd Dorte Søemod, fik den 3. november 2016 en pris - Landsbytræet - for sin store indsats for landsbyerne i Nyborg kommune.
Vennerne arrangerede en flot vildtaften med kok Rasmus Kirk i Tårup Forsamlingshus og Seniorklubben havde foredrag om udvandringen til Amerika i den nyrenoverede store sal i Frørup Forsamlingshus.
Tårupportalen og Anny Madsen havde hørt om en lille driftig Tårupvirksomhed, der sælger brugt og renoveret malkeudstyr. Vi tog på på besøg for at høre den spændende historie.
I november holdt de plantedag i Frørup - mange gav en hånd med og der blev plantet mange træer her og der...
Torsdag aften den 17. november havde Tårup Foredragsforening inviteret museumsinspektør Janus Møller Jensen fra Nyborg Slot og Østfyns museer til at fortælle historien om vejen mod at gøre Nyborg - Danmarks Riges Hjerte - til en værdig kandidat til at blive optaget på UNESCOs liste over verdens umistelige kulturarv.
- Og så gik Julen ellers i gang i de to landsbyer. Der blev tændt juletræ
og der blev holdt julemarked på Dyhrhavelund.
December 
Her i december hersker der også travlhed heromkring.
I Tårup Forsamlingshus var vi mange, der deltog i Julefællesspisning og bankospil om de medbragte pakker først på måneden
- og Julekoncert i Frørup Kirke på samme tid.
I Frørup Forsamlingshus holdt de Juletræsfest for børnene og deres forældre. Julemanden aflagde visit og havde godteposer med.
Hvad er det der gør Jul til noget særligt? - og vi slutter som vi begyndte i Tårup-Frørup Seniorklub. Her var der adventsmøde med sang, musik og oplæsning - en rigtig hyggelig eftermiddag.
Her slutter Tårup portalens Nytårskavalkade for 2016, med stor glæde over alle de ildsjæle vi rummer i Tårup og Frørup, og som brænder for at gøre de 2 landsbyer til attraktive levesteder.
Det er flot at se, at der er så mange af landsbyernes beboere der bakker godt op og deltager i aktiviteterne.
Ikke alt blev der plads til i kavalkaden f.eks. har Tårupportalen kunnet levere en hel del tilflytter portrætter. - Hvis du søger på tilflytter i Tårupportalens søgemaskine ja så dukker de op der.
Tusind tak til Tårup portalens frivillige reportere og fotografer - de sikrer, at portalen når frem til langt de fleste arrangementer og begivenheder - til glæde for os alle.
Redaktionen ønsker alle Tårupportalens brugere et rigtigt godt Nytår og på fornøjeligt gensyn i det nye år.
© Foto til Nytårskavalkaden er leveret af: Inger Mechlenburg, Elisabeth, Jeanette Hansen, Anne Pedersen, Børge Rasmussen, Kenneth Højvang, Bjarne Olsen, Marlene Kjærsgaard Koldsø, Ingrid Matthiesen, Erik Nilsson og Steen Jensen