Bosæt dig i Tårup

- og vær velkommen i et aktivt landsbyliv - på Østfyn

Påtænker du at flytte til Tårup og bosætte dig her, er du velkommen til at komme forbi og få et indtryk af vor lille aktive landsby. 

Tårup er en velfungerende og levende landsby med lynhurtigt fibernet, godt foreningsliv og et meget aktivt fællesskab.
Landsbyen Tårup er naturskønt beliggende nær Storebælt og med dejlige skove omkring. Kun 10 km fra Nyborg med motorvejstilkørslen mod Jylland og Sjælland og få km til skolen, hvortil der er cykelsti og skolebus.

Kigger du efter hus/ejendom, så kig her på Boligsiden

Har du spørgsmål i forbindelse hermed, er du meget velkommen til at kontakte Tårupportalen.
Det kan være en god ide at læse bogen, om hverdagslivet  i den Østfynske landsby Tårup og Udviklingsplanen for Tårup. 

Du er også meget velkommen til at læse meget mere om livet i Tårup, her på www.taarupportalen.dk 

Hvad siger tilflytterne om Tårup:

2017 - Malika, Patrick og Anja

"Tårup er lidt tilfældigt, men der var et ledigt hus, og da jeg undersøgte området nærmere, betød det meget der er en skole tæt på og at man er ganske tæt på vandet og ikke mindst Nyborg. 
Det der afgjorde det, var at det virker som om i har et godt sammenhold og at det derfor vil være lettere at finde gode bekendtskaber i byen og omegnen."

2016 - Rumle og Janne

"Efter 4 år i lærerbolig på Ryslinge Højskole var det tid til et sceneskift, og i september flyttede min nu 13-årige søn Rumle og jeg til Tårup. Da jeg altid gerne har villet vinterbade var det en medvirkende faktor, at vi er tæt på strand, og vi var heldige at få en fin lille bolig midt i Tårup. Vi er rigtig glade for at bo her og er blevet taget så fint imod af naboerne."

2016 - Jørn og Nana

"Vi har ledt efter et fælles sted nær Ørbæk og meget gerne med lidt skov og tæt ved havet. Vi er friluftsmennesker begge to. Sejler havkajak, fluefisker så meget vi kan få tid til og desuden er Jørn bueskytte.
Tårup var et godt bud. Naturen her er fantastisk og vi havde desuden hørt, at det var et aktivt lille samfund, hvor man "kom hinanden ved". Endnu et plus.
Da huset på Lersey Alle blev ledigt, slog vi til og har absolut ikke fortrudt det. Her er dejligt!!"

2015 - Familien Hassan

"Familien Hassan flyttede til Brandgaden i december sidste år. De er kurdiske flygtninge fra Syrien og familien består af far Ahmed, mor Khaleda, sønnen Hawas på 12 og tvillingerne Jenbohar og Abdulla på 7 år. I juli måned er lillebror Dilawar kommet til. Der går lige nogle år inden han kan følges med sine 3 søskende, der er rigtigt glade for at gå i Firkløverskolen i Frørup.
Familien har været 3 år i Danmark og sætter stor pris på at bo i Tårup. Gode og hjælpsomme naboer, dejlig have og smuk natur – og så naturligvis fred og ro!"

2015 - Familien Buhrkall

"Vi har set på huse de sidste to år på hele Fyn og da vi kom til Tårup faldt vi for stedet.
Alt som vi har ledt efter er her: tæt på skov, strand , stille og rolig område med lokal miljø, skole og ikke langt fra en stor by.
Vi nyder naturen og har været heldige at se rådyr, dådyr og et rigt fugleliv gennem vores vandreturer i omgivelserne og fra huset."

2015 - Familien Gertsen

"Det var først og fremmest beliggenheden op til Tåruplund og det dejlige hus der gjorde udslaget. Vi må indrømme at vi ikke kendte Tårup, før vi så på et par huse her. Men den naturskønne beliggenhed – ikke langt fra Storebælt – og de velholdte huse gør Tårup til et attraktivt sted at bo. Der gik 4 måneder fra vi købte huset til vi kunne overtage det – så det var fint at vi kunne følge med i Tårupportalen, for at danne os et indtryk af livet i landsbyen."

 

Hørageren en sommerdag 

Hørageren en sommerdag - og herunder Brandgaden

Brandgaden